KOMMENTAR
Den sidste rest af håb for landskampen mod Ungarn var ved at rinde ud, da den sidste rest af fornuft sneg sig ind. Da DBU og Spillerforeningen i løbet af natten kom videre i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale, var det med hjælp fra LO og Danmarks Idrætsforbund (DIF), der tidligere i forløbet havde tilbudt sig som mæglere, men var blevet afvist af Spillerforeningen.
LO og DIF har offentligt markeret sig som støtter af henholdsvis Spillerforeningen og DBU, og var mødtes for selv at diskutere sagen, der først og fremmest drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt DBU skal betragtes som arbejdsgiver for spillerne eller ej.
For Spillerforeningen har det været afgørende at sikre spillernes rettigheder som arbejdstagere også i landsholdsregi, mens det for DBU har været lige så afgørende ikke at blive betragtet som arbejdsgiver.
Spørgsmålet er vigtigt, fordi arbejdstager-betegnelsen potentielt ville give spillerne en række rettigheder, såsom barsels- og sygedagpenge, hvilket DBU og DIF åbenlyst ikke er interesserede i. Som jeg skrev i min klumme forleden, ville det aldrig blive et spørgsmål, de kunne blive enige om, og derfor måtte søge professionel hjælp til så at sige.
Det accepterede de endelig, begge parter valgte at gå tilbage, selv om DBU klart havde afslået yderligere forhandlinger, og endelig gav det bonus. Det krævede indrømmelser fra begge parter.
Det var det første tilløb til reelt samarbejde, parterne har udvist for at finde en egentlig langsigtet løsning. Når kampen mod Ungarn er afviklet, vil parterne igen kunne mødes, forhåbentlig igen med LO og DIF’s mellemkomst, for at få en klar aftale på plads, der også kan danne grundlaget for de kommende forhandlinger om en herrelandsholdsaftale. Afklaringen af arbejdsgiverforholdet er det helt afgørende for, at DBU og Spillerforeningen også dér kan komme videre og fremover.
Spillerforeningen har åbent undret sig over, hvorfor DBU ikke blot vil give kvinderne de samme forhold som mændene – her taler vi ikke økonomisk, men i forhold til de passager i den eksisterende landsholdsaftale, hvor DBUs forpligtelser kan tolkes som en arbejdsgivers.
Her er DBU ofre sin egen uformåen i forhandlingerne med Spillerforeningen, da de forhandlede den seneste herrelandsholdsaftale på plads. Som vi her i BT afslørede ad flere omgange, kom Spillerforeningen ud af de forhandlinger som kæmpe vindere, efter (endnu) et frygteligt forløb, hvor DBU gav så mange indrømmelser, at direktør Claus Bretton-Meyer senere erkendte, at han ikke havde skrevet under, hvis han havde vist, hvad han vidste i dag. Altså om den aftale, han selv var med til at forhandle hjem og skrive under på.
Det var alvorligt nok, at DBU valgte at aflyse træningskampen mod Holland i fredags, og det er alvorligt nok, at kvinderne kommer meget uhensigtsmæssigt ind til den første VM-kvalifikationskamp mod Ungarn tirsdag aften. Men det vil være decideret ubærligt, hvis det samme gør sig gældende, når landsholdsaftalen senere skal forhandles. Ikke fordi herrerne som køn er vigtigere. Men fordi herrernes landshold er det, der genererer de største indtægter til DBU – og herunder altså kvindelandsholdet, der indtil videre stadig er en underskudsforretning.
Jeg aner ikke, hvor gode de danske landsholdsspillere er i forhold til Ungarn efter disse elendige forberedelser, men det er vigtigt, at kampen bliver afviklet, og at Danmark har et hold med i VM-kvalifikationen. Ellers havde det fået alvorlige konsekvenser i form af manglende point, eventuelle bøder og udelukkelser fra UEFA og FIFA.
Nu skal vi fodbold. Og så skal vi høre lidt om nogle forhandlinger bagefter. Må Danmark sejre over Ungarn. Og fornuften sejre over vanviddet mellem to forhandlingsparter, der burde ønske det bedste for dansk fodbold, men som har det så svært med at udmønte ønsket i praksis.
