Foto: DANIEL MIHAILESCU

Dansk fodbold er ude i endnu en krise, og jeg er ked af at måtte skrive det, men det bliver ikke den sidste. Faktisk kan det vise sig kun at blive begyndelsen til den næste, endnu værre konflikt, når herrelandsholdets aftale skal fornys næste år.

DBU og Spillerforeningen kan ikke blive enige om detaljerne i en ny landsholdsaftale for kvinde- og U21-landsholdene, og forhandlingsforløbet er endnu en gang blevet en grim, offentlig mudderkastning mellem to parter, hvis indbyrdes forhold år for år bliver dårligere og dårligere. Hvis parterne virkelig ønsker at få løst konflikten, takker de ja til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) og LOs tilbud om at mægle i forhandlingerne, hvilket Spillerforeningen altså har afvist.

Det er som sådan ikke overraskende, fordi direktør Mads Øland selv ønsker at forhandle sine og dermed spillernes krav igennem, sådan som han har ønsket sig i alle de foregående konflikter med både DBU og klubberne under Divisionsforeningen, han har været en gennemgående figur i.

Claus og Jeppe

Som man kunne læse i vores portræt af ham lørdag, er han på den ene side både dygtig, vidende og velforberedt, men også stædig, urealistisk og stærkt konfrontatorisk, For tre år siden var han tæt på at brænde sammen i detaljer, da klubberne og Spillerforeningen forhandlede om en ny overenskomst, og det var først, da Jeppe Curth, den nuværende formand, overtog forhandlingerne, at parterne sent om natten fandt frem til en aftale og samtidig sikrede, at FCK, AaB og FCMs europæiske kvalifikationskampe kunne gennemføres.

I 2015 tog Øland revanche og forhandlede en aftale på plads for herrelandsholdsspillerne, som vi her på BT senere kunne afsløre, han havde fået uhørt mange penge og udvidede beføjelser til spillerne og Spillerforeningen ud af. Endnu en gang med en vigtig kamp, denne gang en træningskamp mod USA, som pression.

Det har DBU ikke glemt, og denne gang har unionen ikke tænkt sig at lade sig presse, hvilket aflysningen af kampen mod Holland forleden og deadlinen lørdag klokken 13.00 vidner om. DBU har med andre ord strammet sig yderligere an, og parternes forhold er nu så anspændt, at de ikke bare klarer det her selv.

A-landsholdet udtages til fodboldkampene mod Albanien og Portuga

Alle ville være tjent med, at andre tog over. Ikke mindst for at få slået fast, hvad der er op og ned i sagens kerne: Spørgsmålet om, hvorvidt spillerne kan betragtes som ansatte i DBU, sådan som Spillerforeningen ønsker det, eller om DBU har ret i, at der ikke bliver tale om et ansættelsesforhold, når spillerne allerede er på kontrakt i deres klubber og kun mødes få gange om året for at spille for DBU på landsholdet.

Det er alvorligt nok, at kvindelandsholdets træningskamp mod Holland blev aflyst, og at kampen mod Ungarn nu lader til at blive spillet af spillere, der normalt er meget langt fra A-landsholdet. Men det er langt alvorligere at måtte aflyse eller stille med et sekundahold for herrelandsholdet. Det skriver jeg med fuld respekt for kvindernes indsats og deres flotte præstation i sommer, men med pinlig bevidsthed om, at herrelandsholdet er DBUs helt store indtægtskilde. Høje billetpriser, store sponsorindtægter, mange penge fra UEFA og FIFA samt dyre tv-rettigheder til herrelandsholdets kampe sikrer, at butikken kører rundt – og at der eksempelvis er råd til at have en kvindeafdeling, der i modsætning til herrerne, som genererer indtægter, koster omkring 18 mio. om året at holde kørende.

Jeg forstår godt, at kvindelandsholdets spillere ønsker flere penge, og at de hørte et løfte om mere, da de blev hyldet for sølvmedaljerne ved EM. Jeg synes, det er et rimeligt ønske.

1

Men har Spillerforeningen og DBU et reelt ønske om at løse denne konflikt og undgå en ny og større om et år, skal de også erkende, at de skændes om noget, der er større, end de selv kan løse. Indse det. Eller fortsæt kampene år for år til glæde for ... ingen.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.