Flere portioner frikadeller, kartofler og masser af brun sovs, to til tre liter sodavand og flere pakker chips var hverdagskost for 32-årige Jesper Skovshoved. Da han var størst, vejede han 234,6 kilo.

Jesper Skovshoved var så overvægtig, at han risikerede at dø, hvis han ikke omlagde sin livsstil, og derfor meldte han sig til TV3-programmet 'Ekstremt fed' i 2013.

»Det var egentlig tanken om, at jeg ikke nåede at se min søn vokse op, der gjorde udslaget,« fortæller den nu 37-årige undervognsbehandler Jesper Skovshoved.

Jesper Skovshoved endte med at deltage i programserien i hele to år, da hans vægt var så enorm, at et for hurtigt vægttab kunne få alvorlige konsekvenser.

Jesper Skovshoved tabet 140 kilo i TV3 programmet 'Ekstremt fed'
Jesper Skovshoved tabet 140 kilo i TV3 programmet 'Ekstremt fed' Foto: TV3
Vis mere

Godt hjulpet på vej af træningsfysiolog og vært på 'Ekstremt fed' Henrik Duer lykkedes det Jesper Skovshoved at tabe omkring 140 kilo på kun to år. Det er det største vægttab i programmets historie. Han har holdt vægten, siden programmet sluttede, og vejer i dag mellem 82-86 kilo.

»Jeg kan selvfølgelig godt huske Jesper Skovshoved. Han havde en kæmpe viljestyrke og ville gerne ændre livsstil, så han kunne være mere sammen med sønnen Marcus,« fortæller Henrik Duer til B.T.

»Med sådan et enormt vægttab er sandsynligheden for, at man tager på igen, meget stor. Men jeg tror, det lykkedes for Jesper, fordi han er enormt stædig og ikke vil give slip på det, han havde opnået,« fortæller Henrik Duer og tilføjer, at de fleste, der opnår et stort vægttab, stadig er de samme personer indeni.

»De er bare blevet lettere. Hvis jeg oplever, at folk har problemer med lavt selvværd, så henviser jeg dem ofte til en psykolog eller en coach. På den måde er sandsynligheden for, at de bibeholder vægttabet, langt større,« slutter Henrik Duer.

 Træningsfysiolog og vært på TV3-programmet Ekstremt fed, Henrik Duer
Træningsfysiolog og vært på TV3-programmet Ekstremt fed, Henrik Duer Foto: Scanpix
Vis mere

Da optagelserne sluttede, endte Jesper Skovshoved med at forelske sig i en anden deltager fra programmet, den dengang 35-årige Anja Sheryer. Hun havde ligeledes opnået et stort vægttab og endte med at tabe hele 80 kilo.

I dag bor parret sammen i Højby og har datteren Liv på fire år. Men vægttabet har dog også haft sine bagsider:

»Vi er begge sygemeldt i øjeblikket på grund af tarmslyng. Det er nok fordi, at vi har tabt så meget, at tarmene bare vælter rundt,« fortæller Jesper Skovshoved til B.T. og fortsætter:

»Det er enormt smertefuldt, men lægerne ved ikke rigtig, hvad de skal gøre ved det. Vi er begge blevet opereret flere gange.«

Jesper Skovshoved tabte 140 kilo, og drømmer stadigvæk om, at få fjernet løst hud fra kroppen.
Jesper Skovshoved tabte 140 kilo, og drømmer stadigvæk om, at få fjernet løst hud fra kroppen. Foto: Privatfoto
Vis mere


Jesper Skovshoved fik en fedmeoperation i 2011, og planen var, at han derefter skulle få fjernet overflødigt hud fra kroppen.

Operationen er dog blevet udsat på grund af de mange komplikationer med tarmene samt en dårlig fod, han fik efter en trafikulykke i 2007.

»Jeg har lært at leve med det. Det vigtigste for mig er, at jeg kan passe mit arbejde og holde vægten. Jeg kunne jo have været død i stedet for. Men når der er kommet styr på tarmene, vil jeg helt sikkert søge om en operation,« siger Jesper Skovshoved.

Jesper og Anja underviser begge i det lokale fitnesscenter et par gange om ugen.

Jesper Skovshoved og Anja Sheryer mødte hinanden under optagelserne til Ekstremt fed
Jesper Skovshoved og Anja Sheryer mødte hinanden under optagelserne til Ekstremt fed Foto: Privatfoto
Vis mere

De sørger desuden for at spise sundt og videreformidler også den sunde livsstil til datteren Liv og Jespers søn, Marcus, der i dag er 13 år.

»Vi er meget opmærksomme på, hvad vi spiser i dagligdagen, men i ferierne lever vi lidt ekstra godt. Så er der plads til at drikke en sodavand. Men tager vi et par kilo for meget på, så skal der trænes lidt ekstra,« siger Jesper Skovshoved.

Anja Sheryer er ved at uddanne sig til sosu-assistent, når hun altså ikke er sygemeldt, mens Jesper Skovshoved drømmer om at uddanne sig til personlig træner i fremtiden, så han kan hjælpe endnu flere.

»Det er vigtigt for mig, at jeg kan hjælpe andre med at tabe sig. Jeg har jo selv været det hele igennem, så jeg ved, hvordan de har det. Jeg får det helt dårligt, når jeg ser folk, der har tabt sig for så at tage det hele på igen,« siger Jesper Skovshoved.