Onsdag aften kunne DR3 endelige løfte sløret for, om nogle af de tre par i 'Gift ved første blik' valgte at blive sammen.

Hele to par i den omdiskuterede programserie valgte at fortsætte som ægtemand- og kone, da de efter fire uger med samme status skulle tage beslutningen, om ægteskabet skulle ophæves eller ej.

Mette Adler og Martin Møller var det eneste par, der ikke havde fundet nok kærlighed mellem sig til at danne grobund for et godt ægteskab. Omvendt var der store smil og kys mellem parrene Mie Sørensen og Simon Kjærsgaard-Andersen samt jyderne Lykke Jensen og Jonas Thrane, da de skulle træffe deres beslutning.

 

Gert Martin Hald, der er psykolog og med i det ekspertpanel, som har sammensat parrene, betragter hele eksperimentet som en succes.

- Jeg synes, at eksperimentet er lykkes på en række faktorer. Helt åbenlyst er det ikke lykkedes i forhold i Martin og Mette. Desværre. Det er jeg ked af, siger Gert Martin Hald i udsendelsen og fortsætter:

- I forhold til at få to ud af tre par til at blive sammen om så stor en beslutning, det var mit mest optimistiske gæt, at det kunne lykkedes.

Parrene mødtes for første gang til deres egen vielse. Her blev det velkendte ja fremstammet, og efterfølgende ventede der parrene fire uger med bryllupsrejse og en fælles adresse, inden de skulle træffes deres beslutning. Ekspertpanelet, der havde sammensat parrene, havde fra start 20 singler at vælge imellem, og ud fra en række kriterier blev de tre overnævnte par dannet.

Lykke og Jonas måtte kort efter optagelserne opgive forholdet. Det kan du læse mere om i torsdagens udgave af BT.