To af parrene i 'Gift ved første blik' valgte at forblive gift efter de fire uger, som eksperimentet varede. Siden er et af parrene gået fra hinanden efter optagelserne, mens det tredje par slet ikke snakker sammen.

Onsdag aften kunne DR3 vise sidste afsnit af ægteskabsprogrammet 'Gift ved første blik', og her valgte to ud af tre par at beholde vielsesringene på efter de fire ugers ægteskab, som eksperimentet lød på.

Siden er der gået fire måneder, men i dag er kun ét af parrene sammen, som onsdagens udsendelse kunne røbe til sidst.

For selv om det hele var lyserødt og sødt i starten, holdt forholdet mellem de to jyder Lykke Jensen og Jonas Thrane desværre kun knap to måneder, efter kameraerne blev slukket.

- Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg var ret meget ude af den, og det kom lidt pludselig bare sådan at slutte det. Jeg skulle til at starte på nyt studie og havde endda opsagt min lejlighed for at bo hos Lykke, siger Jonas Thrane.

De to synes ellers at have fundet kærligheden gennem eksperimentet, og de to flyttede straks efter sammen i hendes lejlighed. Men tingene blev aldrig helt optimale under samme tag.

- Der begyndte at være en masse små konflikter. Der var nogle sider, som man ikke havde set af Lykke før. Men vi fik det til at køre, lige ind til Lykkes arbejdsgiver en dag havde stillet hende spørgsmålet, om hun kunne se hende og jeg sammen om to år. Det kunne hun så ikke, lyder det fra Jonas.

Ikke længere på talefod

Jonas fik beskeden, efter han og Lykke havde besøgt hendes far og stedmor. Pludselig vendte hun sig rundt og overbragte ham nyheden, og det gjorde ondt. Kærligheden var brast, og han manglede desuden et sted at bo. Derfor blev Lykkes sofa hans bedste ven i de efterfølgende tre uger, men på udflytningsdagen endte det hele med et stort skænderi, og i dag er Lykke og han ikke på talefod. Alligevel fortryder Jonas ikke sin deltagelse.

- Jeg fortryder det ikke. Man kan vinde, eller man kan tabe. De præmisser kendte jeg på forhånd. Selv om jeg måske tabte, så har det givet utrolig meget at være med i også på det tidspunkt, hvor man stod med håret i postkassen.

Simon og Mie er stadig sammen

Tårnhøje Simon Kjærsgaard-Andersen og Mie Sørensen var det andet par, som forblev i ægteskabet. Modsat Lykke og Jonas har de fået tingene til at køre.

- Mie og jeg har det rigtig godt. Vi bor nærmest sammen. Mie har stadig sin lejlighed, men hun er hos mig langt de fleste dage om ugen, lyder det i en SMS-besked fra Simon.

Det sidste par besående af Mette Adler og Martin Møller fandt sig aldrig bekvem i hinandens selskab. Det  fornemmes i programserien, kan man godt sige uden at træde nogen over tæerne. En frygt for at blive såret var fællesnævner i slutningen af programserien for Mette og Martin, og i dag tyder meget på, at de heller ikke var skabt til hinanden.

- Vi snakker ikke sammen. Men det er ikke fordi, vi er uvenner. Vi har bare ikke noget med hinanden at gøre, lyder det fra Mette Adler.

De tre par blev sammensat af et ekspertpanel og mødtes for første gang ved deres egen vielse, hvor de aldrig før havde set hinanden. De efterfølgende fire uger var de på bryllupsrejse og havde fælles adresse, inden de skulle beslutte, om de ville ophæve ægteskabet eller ej.

'Gift ved første blik' har sin første sæson vist sig utrolig populær. Efter de første syv udsendelser havde man 157.000 seere i gennemsnit ifølge TNS Gallup. I det tal er antallet af visninger på DRs hjemmeside ikke medregnet.