Som forligsmand har Mette Christensen magt til at udskyde storkonflikten eller smide håndklædet i ringen.

København. De seneste uger har blikket været rettet stift mod 72-årige Mette Christensen.

Som forligsmand under de nuværende overenskomstforhandlinger er det hendes job at holde det kølige overblik og sikre, at de intense forhandlinger i Forligsinstitutionen ender med et forlig og ikke i en storkonflikt.

Men hvem er kvinden med magt til at udskyde konflikten, sætte tiden i stå eller smide håndklædet i ringen?

Mette Christensen bliver uddannet jurist i 1970. Siden følger en lang, juridisk karriere i Sø- og Handelsretten, hvor hun arbejder sig op fra fuldmægtig til dommer og siden vicepræsident.

I 1993 udnævnes hun som en af landets tre forligsmænd. En post hun har bestredet siden.

Privat bor Mette Christensen i Charlottenlund nord for København, men hun er ikke meget for at fortælle om sig selv.

- Hun har gjort meget ud af ikke at være en offentlig person. Som forligsmand er hendes job at være neutral og upartisk. Det vil støje for meget, hvis hun vender fokus mod sig selv, vurderer Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet.

Rollen som forligsmand kræver hårdt arbejde, tålmodighed og vedholdenhed, siger Bent Greve:

- Hun skal være håndfast og koncentreret. Lytte mellem linjerne og bore i parternes argumenter. Men det kræver også en god fysik at sidde til forhandlinger i så mange timer om dagen i flere uger.

- Hendes styrke er, at hun har tillid fra begge sider af bordet. Parterne kender hende som arbejdsom og som en realist.

Sidst, Mette Christensen sad for bordenden ved overenskomstforhandlinger, brød forhandlingerne sammen og resulterede i den omfattende lærerlockout i 2013.

Dengang smed hun håndklædet i ringen efter 14 dage.

Et kendetegn ved Mette Christensen er nemlig, at hun ikke spilder tiden, fortæller tidligere næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger til Altinget:

- Hun holder ikke bare folk i Forligsinstitutionen for at holde dem der. Så længe de sidder der, er det et udtryk for, at hun tror, at en aftale kan lade sig gøre.

/ritzau/