Hvorfor falder vi pladask for nogle typer, mens andre ikke engang får et blik med på vejen? Og hvordan kan vi beslutte, om vi kan lide en person, allerede før vi har talt med vedkommende?

Vi vurderer på et øjeblik, om en person falder i vores smag eller ej. Det virker umiddelbart overfladisk, men der ligger faktisk langt mere bag det splitsekund, vi bedømmer det modsatte køn på, end vi selv er klar over.

Udseendet afslører nemlig, om personen vi kigger på, er vores type.

SE BILLEDERNE HER OG GÆT, HVEM DER ER KÆRESTER

- Tag eksempelvis kvinder, der tænder på store mænd med tatoveringer og hård attitude. Umiddelbart er det en fysisk ting, men kvinden associerer det ubevidst med nogle indre kvaliteter. F.eks. styrke. Så det er fortolkningerne, vi baserer på det fysiske, der tiltrækker os – ikke bare udseendet i sig selv, forklarer forfatter og parterapeut Tim Ray.

Mænd tænder med øjnene

Men det der med tiltrækning er ikke en eksakt videnskab, og svaret på spørgsmålet om, hvad vi falder for hos en partner, afhænger af, hvem man spørger. Parterapeut Ingrid Ann Watson mener, at det ydre i stigende grad spiller en rolle. Der er et større pres på kvinder end nogensinde.

- Mænd tænder med øjnene. De tænder på det, de ser. Og derfor kan det heller ikke betale sig for kvinder at have den der indstilling med, at ’han nok skal tage mig for mit indre’.

Sådan er det altså ikke i begyndelsen. Hvis du vil gøre indtryk på en mand, så skal du sørge for at se rigtig godt ud de mange første gange I mødes, siger hun.

- Kvinder tænder også på det ydre, men vi er meget mere large omkring det. Hvis han kan få mig til at føle mig som en prinsesse, så er det næsten lige meget, hvordan han ser ud, fortæller Ingrid Ann Watson, der også er forfatter til bogen ’Elsk ham igen’.

Barndomsmønster

Tim Ray mener, at mennesket helt ubevidst har en tendens til at falde for bestemte typer. Og årsagen skal findes helt tilbage i vores første leveår.

- Det bliver grundlagt i barndommen. Vi kopierer de relationer, vi som børn oplevede mellem vores forældre. Barnet efterligner den af dem, som det bedst kan identificere sig med, siger han. Men det er ikke nødvendigvis positivt.

- Hvis du som barn identificerede dig mest med din mor, der var passiv og dårlig til at sætte grænser, mens din far var aggressiv, så vil du som voksen typisk kopiere det mønster og selv være den passive type, der ikke er god til at sætte grænser. Og tiltrække partnere, der er, ligesom din far var. Altså den krænkende type.

- Og på den måde skabes vores mønster, forklarer Tim Ray, der er forfatter til bogen ’101 myter om parforhold, der driver os til vanvid’.

Din partner er dit spejl

Hvis vi derimod vokser op i et hjem, hvor relationerne mellem forældrene er sunde, så kopierer vi også den adfærd. Ofte vælger vi partnere, der behandler os, som vi behandler os selv – og besidder en række kvaliteter, vi ønsker mere af i vores liv.

- Dit valg af kæreste er som et spejl. Hvis du har en tendens til ikke at være venlig og kærlig over for dig selv, så vil du også tiltrække en partner med de kvaliteter – altså én der behandler dig uvenligt og ukærligt. Eller hvis du er tiltrukket af en person, der er eventyrlysten og impulsiv, så er det måske nogle kvaliteter, du savner i dig selv, siger Tim Ray.

Han understreger, at vi ikke selv bestemmer, hvem vi føler os tiltrukket af. Selvom vi gang på gang ender med ’usunde typer’, så er det ganske ubevidst.

Bryd dit mønster

- Vi er ikke selv herre over det, så længe vi ikke er bevidste om mekanismerne. Så det er bestemt ikke bevidst. Der er ikke nogen, der vågner om morgenen og tænker ’hey, jeg har lyst til at være i et dårligt parforhold og på den måde torturere mig selv’, siger Tim Ray.

Hvad hvis man bliver bevidst om det? Kan man så bryde mønsteret?

- Absolut. Det handler om at finde ud af, hvad dine mekanismer i det her er, og så skal du finde ud af, hvordan du kan erstatte dem med nogle mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre – enten i dit nuværende forhold eller i dit næste, hvis du er single nu. Det er ikke noget, man ændrer fra dag til dag, men det kan helt klart lade sig gøre.

SE BILLEDERNE HER OG GÆT, HVEM DER ER KÆRESTER