Kongelige besøg er i dag en folkefest.

Men førhen havde de en helt anden betydning.

Kongelige besøg i danske byer i dag er en fast tradition i sommerhalvåret. Hvis der er tale om en kystby, ankommer Dronningen om bord på 'Dannebrog'.

Hun går i land, får overrakt en buket blomster, et hornorkester eller den lokale pigegarde musicerer, hun hilser på den stedlige borgmester og andre lokale honoratiores.

Imens vifter fremmødte skolebørn med dannebrogsflag af papir, og måske er de i dagens anledning også udstyret med papkroner og andet forgyldt, royalt tingeltangel. Desuden er der en stor mængde voksne tilskuere.

Derefter går dagen med frokost med de lokale spidser, besøg på lokale virksomheder, institutioner og museer, der i den anledning får medieomtale, og hvor Dronningen får lejlighed på at hilse på borgerne her. Aftenen slutter med royal middag om bord på 'Dannebrog' efterfulgt af festfyrværkeri. Det kongelige besøg er en folkefest, der viser det hjertelige forhold mellem Dronningen og folket.

Kongelige besøg i byer er en gammel foreteelse, men førhen havde de en anden og større betydning. Tidligere tjente sådanne kongelige besøg nemlig til intet mindre end offentligt at demonstrere den bestående samfundsorden.

I 1660 blev adelsvælden, hvor kongen regerede sammen med det adelige rigsråd, afløst af kongelig enevælde. Herved havde adelstanden, som man blev født ind i, fået frataget en stor del af den magt og de privilegier, den havde haft som politisk elite.

Adelen blev ganske vist ikke afskaffet, men det enevældige styre skabte et helt nyt statushierarki som alternativ til fødselsadelen. Det skete i form af et rangsystem. Her blev der sondret mellem en række rangklasser, som hver især var underopdelt.

Og det grundlæggende princip var, at det var offentlig ansættelse, der dels var afgørende for, om man overhovedet fik en plads i det officielle rangsystem, dels hvilken placering man nærmere bestemt fik her.

Det var altså et spørgsmål om, hvorvidt man var ansat i kongens tjeneste og havde en tilstrækkelig høj position her, der var afgørende, ikke om man tilhørte adelsstanden eller ej.

Man behøvede nemlig ikke længere at være af adelsslægt for at få en høj offentlig stilling, og omvendt var adelige personer, der ikke samtidig havde et offentligt embede, ikke automatisk indbefattet i rangsystemet.

Men det var dog langtfra alle embedsmænd, hvis positioner var fine nok til at have plads i rangsystemet: Præster og underofficerer var eksempelvis ikke. Modsat adelskab var ens plads i rangsystemet ikke arvelig.

Rangsystemet var ikke bare abstrakt spekulation, men havde stor betydning i praksis. For eksempel når den enevældige konge aflagde besøg i en by. Så gik og sad man efter rangorden, således at de mest fremtrædende embedsmænd og officerer kom først og så fremdeles.

De, der ikke havde plads i rangen, kom til allersidst. Således kunne man opleve, at en adelsmand kom til sidst i processionen eller sad bagest – efter for eksempel en borgerligt født kancellisekretær eller løjtnant, der slet ikke var adelige, men som var sikret plads i rangordenen, fordi de var kongens tjenere.

Dette var en offentlig demonstration af enevældens sociale statushierarki: hvem der betød noget her, og hvem der ikke gjorde. Og her havde statslige embedsmænd altså en højere status end adelsmænd.

Ved et kongeligt besøg i en by blev rangsystemet således brugt til at stille enevældens officielle statushierarki offentligt til skue for alle og enhver, høj og lav, medlemmer og ikkemedlemmer af rangklasserne.

Men den enevældige konge kunne selvfølgelig tildele en plads i rangen til hvem, han ville. Og mange adelsmænd og købmænd, der ikke havde noget statsligt embede, søgte derfor om alligevel at måtte få en plads i rangsystemet.

Og ofte var kongen villig til at tildele dem en sådan gunstbevisning, ikke mindst hvis de til gengæld lagde et klækkeligt beløb i statskassen. Og det gjorde de som regel gladeligt, for uden plads i rangsystemet var man ligesom ikke rigtig 'noget ved musikken' i enevældens Danmark.

Hvor royale besøg nu om dage er en folkefest for store og små, var de altså tidligere en offentlig demonstration af den enevældige kongemagt for høj og lav.