Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Møgsagerne ruller ind på Cecilia Lonning-Skovgaards bord på samlebånd. Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren har placeret sig selv midt i en storm med sin elendige ledelsesfacon og en række tvivlsomme dispositioner, der heller ikke har gjort noget godt for medarbejdernes forhold til deres øverste chef.

Faktisk er forholdet til de omtrent 2000 medarbejdere – ja, 2000! – så dårligt, at de i januar sendte et åbent brev via deres fagforeninger, hvori de beskriver, hvor svært de har de med at arbejde under Venstre-borgmesterens vinger.

Det sker, efter to af forvaltningens direktører er blevet fyret af Cecilia Lonning- Skovgaard. Senest den administrerende direktør, der i januar blev fyret efter mindre end et år på posten.

Dertil kommer, at der pibler historier frem om psykisk terror og en særdeles brutal ledelsesstil anført af netop Venstre-borgmesteren.

Til B.T. har anonyme kilder fortalt, at Cecilia Lonning-Skovgaard mobber, chikanerer og opfører sig som en enevældig kejser. Hun har frosset medarbejdere ud, uden at forklare dem hvorfor.

»Hun er gået amok på mig, hvor hun råber og skriger og græder. Noget, jeg aldrig før har oplevet i min karriere fra en topleder. Hun taber sutten, og når hun taber ansigt, så er man ude i kulden. Folk er nervøse for at blive fyret, selvom der ikke er noget at komme efter,« siger en kilde til B.T.

En særlig gruppe af medarbejdere skulle beskæftigelses- og integrationsborgmesteren have set sig specielt sur på. Kvinder på vej på barsel. Det skulle være en direkte årsag til Cecilia Lonning-Skovgaards vrede, og for en assistent betød det, at hendes skrivebord blev ryddet og arbejdsopgaverne for borgmesteren blev fjernet.

Det lyder som beskrivelserne af en mandsdomineret arbejdsplads i en dårlig amerikansk 90er-film. Men det er Københavns Rådhus i 2022. Debatten i disse år handler primært om MeToo, men Venstre-borgmesterens opførsel er i samme liga. Chefer, der ikke kan styre den magt, de har fået, qua deres plads i hierarkiet.

Overgreb og mobning på arbejdspladsen er selvsagt ikke det samme, men de underliggende mekanismer er de samme, og det skal stoppes. Nogen burde fortælle Cecilia Lonning-Skovgaard, at hun ikke er værdig som borgmester på landets mest profilerede rådhus.

Borgerne i København er ikke tjent med en forvaltning, der er drevet af frygt og terrorledelse.