Ulighed – det har ellers været regeringens helt store buzzword.
Det er det måske stadigvæk, men det er tilsyneladende en helt bestemt slags ulighed, der optager regeringen.
– Og i hvert fald ikke den ulighed, der følger af en energipolitik, som pålægger dem, der i forvejen har mindst, de største omkostninger – både økonomisk og på livskvaliteten.
Med andre ord, så er regeringens dugfriske energiudspil et studie i, hvordan man tilgodeser den velpolstrede del af befolkningen i de større byer på bekostning af provinsen.
Det er nemlig i provinsen, der er brug for bilen for at kunne komme frem og tilbage mellem hjem, skole og job. Derfor mærker man her for alvor de stærkt stigende benzinpriser gøre et indhug i husholdningsbudgettet.
Her ligger indkomsterne i øvrigt ofte langt fra lønniveauerne i de store byer – og friværdien er ikke i nærheden af at kunne opgøres i millioner. Heller ikke selvom man har boet i sit hus i tiår eller måske endda generationer.
– Og ja, så er det også her, man med gru læser med i regeringens udspil og straks fanger passagen om, at regeringen er klar til at »fjerne barrierer« for udbygning af solcelleparker og landvindmøller.
Altså de barrierer, som er det eneste, der i dag kan være med til at beskytte boligejere uden for de store byer mod den katastrofe, det kan være for boligens værdi at få en solcellepark – eller endnu værre – en kæmpevindmølle sat op i baghaven.
Kompensation eller godtgørelse til de mennesker, der skal leve under møllerne og med de følger, det har for helbred og livskvalitet – eller med udsigt direkte ind i en solcellepark – bliver der tilsyneladende ikke noget af.
Det eneste disse danskere stilles i udsigt er et tilskud af endnu ukendt størrelse, som de – ligesom alle andre i øvrigt – kan tage under armen, når turen går ned i banken for at forsøge at få lov til at låne til en ny varmekilde.
Et lån, som banken med sikkerhed ikke yder, hvis der er den mindste tvivl om boligøkonomien.
Dertil kommer, at mange biler i disse år stiger i vægtafgift – mens de danskere, der har mulighed for at benytte sig af den offentlige transport i byerne, til gengæld kan glæde sig over, at tog og busser modtager 250 millioner kroner, som kan bruges til at afbøde stigende billetpriser, når der skal køres mere grønt.
Med andre ord udvider dette udspil med al tydelighed kløften mellem de store byer og resten af Danmark.
At udspillet kan medvirke til at reducere vores afhængighed af russisk gas er indiskutabelt.
Men prisen for udspillet er langtfra ligeligt fordelt.
For det lader til, at al snak om et 'Danmark i balance' er forstummet, og at tankerne bag udspillet varsler en ny periode, hvor uligheden mellem by og provins kun kommer til at vokse.
Frygten for, at det bliver resultatet, er i hvert fald til at forstå.
