»Jeg er kriminel.«

Sådan beskriver den 20-årige koldingenser Laura Guldager sig selv i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Årsagen til denne udmelding er, at hun render rundt med et ulovligt våben i sin taske, når hun går i byen – nemlig en peberspray.

»Uanset hvornår jeg går ud, har jeg min peberspray i tasken for at føle mig tryg – og da det er ulovligt, så er jeg vel kriminel,« siger Laura Guldager, der også er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom.

Laura Guldager, der også er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, har delt et opslag på Facebook, hvor hun viser sin peberspray frem.
Laura Guldager, der også er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, har delt et opslag på Facebook, hvor hun viser sin peberspray frem.
Vis mere

Den lille spraydåse indeholder en stærk kombination af chili og cayennepeber og regnes for at være et våben, da den kan bruges til at pacificere en overfaldsmand, fordi væsken efter kontakt med øjnene vil forårsage akutte øjenkramper og midlertidig blindhed.

Derfor mener Laura Guldager, at peberspray er bedre end en lille dåse kraftig hårlak eller nøgler mast fast mellem knoerne.

»En hårspray  kan gøre permanent skade på overfaldsmanden, og jeg er ikke særlig høj, så jeg ville ikke have en chance mod en eventuel gerningsmand på to meter med mine nøgler,« siger Laura Guldager.

Den 20-årige understreger over for B.T., at hun ikke selv har oplevet at blive udsat for ubehageligheder i nattelivet.

Men det er især de seneste måneders tragiske sager om vold og overfald, der har fået koldingenseren til at smide pebersprayen i håndtasken.

»Jeg er nødt til at kunne beskytte mig selv, og det er hul i hovedet, at det ikke er lovligt at have en peberspray med sig, som kun må bruges i nødstilfælde,« siger Laura Guldager.

I Danmark kræver det en politigodkendelse at eje og bære en peberspray – ellers regnes det for at være et ulovligt våben og kan give en bøde på mellem 1.400-3.000 kroner.

En potentiel straf, der ikke fylder meget i tankerne hos Laura Guldager.

»Jeg synes, det er vigtigt, at nogen tør råbe op og sige, at vi er nogle, der render rundt og er kriminelle, fordi vi bare gerne vil beskytte os selv,« siger Laura Guldager.

Men ved at lovliggøre peberspray, så vil kriminelle jo også få adgang til våbnet?

»For mig at se er problemet ikke så stort, fordi man kan få skyllet øjnene, og det giver ingen varige mén. Derfor skal alle også have ret til at bære den.«

Laura Guldager er dog ikke afvisende over for ideen om, at politiet skal kunne føre kontrol med, hvem der køber dem.