Lærerkredse landet over er i beredskab og vil stå klar foran skolerne med bannere og postkort.
Selv om lærerne ikke må gå på arbejde efter påske, har de ikke i sinde at blive hjemme på sofaen. Lokale afdelinger af Danmarks Lærerforening er allerede nu godt i gang med at forberede en række forskellige protestaktiviteter, viser en gennemgang af flere af lokalkredsenes hjemmesider.
I København vil alle lærere stå klar et kvarter før skolerne åbner med skilte og uddele postkort til de forældre og børn, som kommer. Om formiddagen samles lærerkredsen i Valbyhallen til stormøde og får blandt andet selskab af FOA-formand Dennis Kristensen. Næste fredag går det så løs på Rådhuspladsen med forskellige aktiviteter.
- Vi vil gerne i dialog med brugerne af skolen. Lærerne er jo kreative mennesker og har masser af ideer til, hvordan vi kan gøre opmærksom på vores synspunkter. Vi vil være både på skoler og andre steder med mange forbipasserende som for eksempel shoppingcentre, siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.
I andre store kredse som Aarhus og Esbjerg vil hundredvis af lærere også demonstrere eller troppe op på skolerne om morgenen efter påske. Blandt andet vil lærerne i Esbjerg marchere gennem byen tirsdag formiddag med klapstole, som de demonstrativt vil sætte sig på undervejs, inden de også samles til stormøde.
- Stolen skal symbolisere Margrethe Vestagers ord om, at man kan stole på lærerne. Vi vil også vise, at vi er parate til at sætte os og undervise, hvis arbejdsgiverne giver os lov, siger Kenneth Nielsen, formand for Esbjerg Lærerforening.
Uorganiserede bliver synlige
Lærerne mobiliserer også i mindre byer som Viborg og Næstved blandt andet med slag-sange. Alle kredse understreger dog, at der under ingen omstændigheder vil blive tale om deciderede blokader af skolerne. De vil lade både tjenestemandsansatte og lærere i de såkaldt gule fagforeninger passe deres arbejde uden problemer.
- Det her handler om en fredelig demonstration og vil være en blanding af alvor og humor. Tjenestemændene skal selvfølgelig passe deres arbejde, siger Jan Trojaborg.
Lærere uden for fagforeningen bliver dog mere synlige og kan risikere, at kollegerne vil se skævt til dem.
- Det er et personligt valg, at de vil stå udenfor. Men så skal de heller ikke nyde godt af det fællesskab, som Danmarks Lærerforening har. Jeg kan ikke udelukke, at nogle vil se skævt til dem, men de skal ikke lægges for had, siger Kenneth Nielsen, Esbjerg Lærerforening.
Lærernes modoffensiv er endnu et forsøg på at påvirke befolkningen og kommer efter en landsdækkende kampagne og en række demonstrationer. Endnu ved ingen, hvor længe konflikten vil vare, eller hvornår Folketinget eventuelt vil gribe ind.