AV. 16-årige Rasmus burde være behandlet inden for seks timer

Rasmus Pedersen ligger på Køge Sygehus med et åbent sår, der skærer tværs over benet og blotter knoglerne. Sådan et sår skal normalt opereres inden for seks timer, men 16-årige Rasmus måtte vente et helt døgn på sin operation.

Mandag morgen er Rasmus Pedersen i gang med at sætte en scene op på Hedelyskolen i Greve sammen med sine klassekammerater. Pludselig falder scenens kant, der er formet som enden på et bordtennisbord, ned over Rasmus’ ben og skærer huden åben lige over foden – helt ind til knoglen.

Rasmus bliver kørt på skadestuen på Køge Sygehus, hvor en kirurg sender den 16-årige dreng videre til behandling på Ortopædkirurgisk Afdeling. Rasmus’ sår er simpelthen for alvorligt. På Ortopædkirurgisk Afdeling begynder et døgn med uvished og udskudte operationer for familien Pedersen.

Uvisheden var værst
- Mandag morgen får vi at vide, at Rasmus skal opereres klokken 17. Det bliver så udskudt og udskudt indtil klokken to natten til tirsdag, hvor Rasmus endelig ligger klar på operationsbordet. Men så ringer telefonen, og sygeplejersken siger pludselig, at operationen er aflyst, fortæller Susanne Pedersen, som er mor til Rasmus.

Hun får besked på at vente – sygeplejerskerne kan ikke sige, hvornår hendes søn skal opereres. For Susanne Pedersen har netop den uvished været noget af det værste.

- Det er virkelig hårdt at sidde på sidelinjen og ikke få besked om noget. Om, hvornår de vil operere. Han har haft så ondt, men der har ikke været andet at gøre end at proppe ham med morfin, siger Susanne Pedersen.

Rasmus får sin operation tirsdag morgen, da en portør kommer og henter ham. Det sker helt uden varsel, men er til store lettelse for hans mor.

Risiko for amputation
Susanne Pedersen er godt klar over, at patienter i livsfare kommer i første række, men hun mener stadig, at behandlingstiden for så alvorligt et sår burde være hurtigere.

- 24 timer før der sker noget som helst, det er simpelthen for dårligt. Jeg kunne forstå, hvis han havde en brækket finger eller lilletå, men knægten er 16 år gammel, han har hele livet foran sig. Sådan noget, skal bare lukkes med det samme, siger Susanne Pedersen.

Ved at vente med at operere på et åbent sår som Rasmus’, stiger risikoen for infektion og betændelse. I virkelig slemme tilfælde kan der være tale om amputation, og ifølge ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Køge Sygehus Kim Schantz, så er det også uheldigt, at Rasmus måtte vente så mange timer på sin operation.

- Han burde være blevet opereret inden for seks timer. Der skete desværre nogle ting i nat (natten til tirsdag, red.), som måtte gå forud. Ting, som drejede sig om liv eller død, siger Kim Schantz, der dog ikke selv har behandlet Rasmus.

Vi har haft store problemer med at passe det akutte arbejde, for vi har bare ikke de nødvendige ressourcer på nuværende tidspunkt. Det gør blandt andet, at vores afdeling kun har mulighed for at operere én patient ad gangen efter klokken 21, fortæller Kim Schantz.

Pr. 1. september kommer der dog flere tilkaldevagter til Anæstesiologisk Afdeling på Køge Sygehus, hvilket ifølge Kim Schantz vil hjælpe på arbejdet med akutte patienter som Rasmus på netop Ortopædkirurgisk Afdeling.

HAR DU VÆRET UDE FOR NOGET LIGNENDE, SÅ KONTAKT B.T. PÅ TITJ@BT.DK