Hjemløse romaer og andre østeuropæere overnatter ulovligt og tigger over det meste af København. Overborgmesteren efterlyser nye regler på området.

København døjer med hjemløse romaer og østeuropæere, der åbenlyst tigger på gader og stræder eller sover i lejre eller små grupper i parker og grønne områder.

Det kan Københavns Politi konstatere, efter at det i år indtil videre har sigtet 194 personer for ulovlig overnatning eller såkaldt betleri, hvoraf langt de fleste sigtede er udlændinge. Sidste år sigtede politiet i København i alt 187 personer for eksempelvis at sove i en park eller at tigge ved en station.

Dertil kommer, at politiet jævnligt er på gaden med flere betjente i aktioner mod betlere og sortsovere, ligesom politiet ofte modtager henvendelser fra offentligheden.

De nye tal fra Københavns Politi kommer, efter at regeringen i forbindelse med 2025-planen lægger op til, at »ophold i lejre på veje og i andre offentlige områder skal kriminaliseres«.

Det er i dag ulovligt at overnatte i offentlige områder som parker, pladser og natur, såfremt der bliver skiltet imod det.

På samme måde er det ikke tilladt at overnatte i private områder og kommunale ejendomme og grunde, ligesom det med henvisning til naturbeskyttelsesreglerne er ulovligt at overnatte i grønne områder, hvis dette medfører svineri og affald.

Efterlyser lov

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), efterlyser »en lov, som gør det muligt for politiet at fjerne folk, som slår lejr rundt om i byen, lige meget om det sker på offentlige pladser eller kommunale grunde«.

»I dag har politiet kun mulighed for at fjerne bestemte lejre, mens politiet ikke har hjemmel til at fjerne lejre på offentlige gader og stræder. Det synes jeg er uholdbart,« siger overborgmesteren og understreger, at der fortsat skal være »plads til udsatte og hjemløse københavnere, som også er en del af vores by«.

Frank Jensen understreger i en skriftlig kommentar til Berlingske, at indsatsen mod betlere og ulovlige lejre er en politiopgave. Overborgmesteren tilføjer dog, at kommunen har »mulighed for at rydde egne kommunale grunde i samarbejde med hjemløseeheden og politiet«.

»Desværre er en rydning ofte kun en kortsigtet løsning, da vi oplever, at lejrene hurtigt opstår igen. Enten samme sted eller andre steder rundt i byen. Senest har vi ryddet Skodagrunden ved Nørrebro Station og Beauvaisgrunden på Ydre Østerbro,« oplyser Frank Jensen.

»En klar overvægt af romaer«

Ifølge politikommissær fra politiets udlændingekontrolsektion, Kenneth Damkjer, er der blandt de sigtede »en klar overvægt af romaer«.

»De er måske hjemløse her, men vores indtryk er, at mange af dem har egen bolig hjemme i Rumænien,« siger Kenneth Damkjer.

Når romaerne bliver taget i at sove ulovligt, får de en bøde. Når det gælder betleri, får de, som det er i dag, første gang en advarsel, anden gang en betinget dom og tredje gang en ubetinget dom.

Men »et eller andet sted er lovgivningen utilstrækkelig«, lyder det fra Kenneth Damkjer.

»Det, de har allermest respekt for, det er udvisning. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi de er EU-borgere. Hvis de i stedet for fængsel blev udvist, ville det have en præventiv virkning. Det virker måske ikke så afskrækkende at sidde i et dansk fængsel eller at få en bøde,« siger politikommissæren.