Forbud mod, at der er mænd til stede og tildækkede vinduer, er ikke integration, mener debattør Geeti Amiri.
Skal piger med muslimsk baggrund have lov til at gå til kønsadskilt svømning bag slørede ruder, hvis det samtidig er en betingelse for, at de må deltage, at der ikke er mænd i svømmehallen?
Det spørgsmål deler vandene, efter at Berlingske onsdag bragte historien om, at Hovedstadens Svømmeklub med egne ord har »fundet opskriften på integration« og fået hundredvis af nydanske piger fra det socialt udsatte boligområde Tingbjerg til at begynde at gå til svømning ved at imødekomme en række religiøse og kulturelle krav fra pigerne og deres forældre.
Konkret betyder det, at svømmetræningen er kønsopdelt, og at svømmehallens vinduespartier er slørede, ligesom klubben har indkøbt såkaldte burkinier til de piger, der ønsker at tage uddannelsen som svømmetræner, hvor kønsopdeling ikke kan forventes.
Men det er et meget misforstået hensyn, mener den kendte debattør Geeti Amiri.
Hvad synes du om initiativet, der har fået hundredvis af nydanske piger i svømmehallen?
»Den bekræfter, at der er mange nydanske piger, som stadig har problemer med at deltage i idrætslivet, fordi de er pålagt begrænsninger, alene fordi de er kvinder. Der er stadig omstændigheder, der skal være opfyldt, før pigerne kan få lov til at deltage i svømning, og sådan bør det ikke være i et ligestillet samfund. Jeg håber, at det får feministerne op i det røde felt, men jeg tør vædde min højre arm på, at det vil blive mødt af rungende tavshed fra den side – igen.«
Er det succesfuld integration?
»Det kommer an på, hvordan integration defineres. Hvis succeskriteriet er, at pigerne lærer at svømme, så er det succesfuldt, men det er ikke integration. Og hvis man mener, at kønnene bør være fuldstændig ligestillede, og at piger ikke må begrænses af deres køn, så er det heller ikke integration. Når pigerne først kan få lov til at deltage i svømning, når der ikke er drenge, og de skjules bag afskærmede ruder, så forbipasserende ikke kan kigge ind, så er målet ikke nået. Der må jeg være en lyseslukker og sige nej, nej, nej.«
Men pigerne er jo begyndt til svømning?
»Ja, og jeg ved også godt, at hvis de her initiativer ikke igangsættes, kan det være hamrende svært – om ikke umuligt – at få nogle af de her piger med, som må finde sig i baglandets begrænsende normer for kvinder. Men der er tale om særhensyn, hvor der bliver givet afkald på værdier, ligestilling og frigørelse. Jeg hader, at jeg lyder som en DFer, når jeg siger det her, og jeg ville ønske, at nogle venstreorienterede politikere råbte op og sagde: Hvad fanden foregår der? Hvorfor skal fem-12-årige piger ikke kunne deltage i svømning uden slørede ruder? Der er jo tale om, at danske piger med minoritetsbaggrund må lade sig begrænse og efterleve forskelsbehandlende normer på baggrund af køn for at få lov til at deltage i noget så harmløst som svømning.«
Alternativet vil være, at nogle af pigerne ikke kan fortsætte med at gå til svømning?
»Det er også derfor, jeg synes, at det er svært. Men det er meget, meget misforstået hensyn og tolerance, vi praktiserer her. Det er børn af Danmark, der fra begyndelsen får at vide, at de ikke kan gøre krav på samme rettigheder som deres pæredanske venner og veninder. Hvorfor tillader vi, at en purung generation opfostres med, at det er okay at blive forskelsbehandlet og begrænset, fordi man er en kvinde – selv om de er født og opvokset her? Det er her, vi fejler. Det er jo ikke pigernes krav, men forældrenes normer og krav, der burde være parkeret for længst. Det er virkelig ét skridt frem og to skridt tilbage for både integration, ligestilling og frigørelse. «
