Modellen bag hollandske Orthometals lyder som noget fra en George Orwell-roman: Hvert år indsamles fra krematorier verden over 450 ton restmetal, som omsmeltes og videresælges til bl.a. flyindustrien.
»Vi gør ovn tre klar om lidt.« En mand med briller titter ind i kølerummet, hvor vi befinder os. Bag ham tårner en af de fem massive ovne, der ligger på rad og række ude i krematoriets største rum, ovnhallen. Ovnen er dybsort, men fremstår stribet i det kølige eftermiddagslys, der strømmer ind fra hallens store sydvendte sprossevindue.
»Okay, vi kommer nu,« svarer Tom Olsen og gør tegn til, at vi skal følge trop.
Tom Olsen er leder på Ringsted Fælleskrematorium, et af Danmarks største krematorier, der står for cirka 15 procent af samtlige kremeringer i Danmark. Og så leverer han – i hvert fald i dansk sammenhæng – en stor del af det restmetal, der hvert år løber gennem den hollandske genbrugsvirksomhed Orth-ometals.
»Vi håndterer i gennemsnit 30 kister om dagen, og selve kremeringen tager fem kvarter per kiste. Når kremeringen er overstået, lader vi asken køle af i en bakke, og så frasorterer vi det metal, der måtte være tilovers. De øvrige rester bliver knust i den her maskine.«
Tom Olsen peger på et støvklædt mikrobølgeovnslignende apparat, der indtil nu har været skjult i et af ovnhallens grå skabe. Når knogleresterne har været en tur gennem maskinen, står man tilbage med omkring fire liter fin aske, forklarer han.
»Jeg vil tro, vi frasorterer 200-250 kilo metal om året, som blandt andet stammer fra kunstige hofter. Det hælder vi så over i nogle containere, som vi får udleveret af Orthometals, og så kommer de og henter dem hvert andet år,« fortæller krematorielederen.
Og den praksis giver ganske god mening ifølge hollandske Orthometals. Hvert år indsamler virksomheden 450 ton restmetal fra krematorier verden over, som herefter bliver omsmeltet og genanvendt i industrien. Omkring tre fjerdedele af overskuddet bliver sendt retur til det enkelte krematorium, og resten beholder Orthometals selv.
»Der er flere grunde til, at det her er et voksende forretningsområde. For det første er der flere mennesker på verdensplan, der får nye hofter og knæ, og folk får dem i en stadig yngre alder. Samtidig vælger en større procentdel af verdens befolkning at blive kremeret, og derfor ser vi en stigning i mængden af restmetal,« forklarer Jan-Willem Gabriëls, der er direktør i Orthometals og søn af den ene af firmaets grundlæggere.
Virksomheden blev grundlagt i 1997 af Jan Gabriëls og Ruud Verberne. De mente, at der lå et uforløst potentiale i at genanvende restmetal fra hollandske krematorier.
»Min far arbejdede som ortopædkirurg, og i begyndelsen af 90erne opererede han en gammel dame. Han gav hende en ny hofte, men to dage efter døde hun af en hjerneblødning. Det fik ham til at tænke – ud fra et rent fagligt perspektiv – hvad sker der mon med den hofte nu? Den var jo så god som ny,« fortæller Jan-Willem Gabriëls.
Jan Gabriëls fik tilladelse af de pårørende til at besøge krematoriet, så han kunne finde ud af, hvad der ville ske med hoften. I rummet, hvor de bearbejdede asken, var der et bord med en enorm stak gamle implantater, som krematoriets ansatte ikke vidste, hvad de skulle stille op med.
»De kunne ikke smide dem ud som husholdningsaffald, og de ønskede heller ikke at give dem til den lokale skrothandler,« forklarer sønnen.
»Dengang havde min far ikke adgang til metalindustrien, men så mødte han Ruud Verberne, der arbejdede i branchen. Hans datter havde et hofteproblem, og i flere år skulle hun jævnligt forbi hospitalet, hvor min far arbejdede. Min far bragte emnet op, og efter at have talt om det et par gange fik Ruud en hofteprøve med hjem, så han kunne se, om den var noget værd. Og det var den,« siger Jan-Willem Gabriëls.
Det blev starten på familievirksomheden, der i dag indsamler, sorterer og videresælger tonsvis af gamle hofteimplantater og andet restmetal fra over 650 krematorier verden over.
Det gælder også samtlige af Danmarks i alt 20 krematorier, som dog – på grund af en ny lovgivning på området – er pålagt at lægge mindre metalstykker som ure og brillestel tilbage i urnen, når kremeringen er overstået.
Ifølge Tom Olsen er de 10.000-15.000 kroner, som krematoriet årligt står til at modtage fra Orthometals, ikke noget der for alvor kan mærkes på bundlinjen. Indtægten indgår dog i regnskabet og bidrager til at nedsætte prisen for en kremering.
Tilbage i ovnhallen er en kiste ved at blive kørt i stilling foran den store blokformede ovn. Et enkelt tryk på Tom Olsens smartphone får lemmen til at glide op, og i samme øjeblik sætter transportbåndet under kisten sig i bevægelse.
»Der går ild i lakken efter få sekunder. Det er dét, man indimellem kan lugte,« forklarer Tom Olsen.
»Selv om vi sørger for, at der er undertryk inde i ovnen, kan vi ikke helt undgå, at der slipper en smule ud. Heldigvis er rummet så stort, at det ikke er noget problem.«
Sådan er processen: Fra hofteprotes til flymotorer
1. Operationen
Siden 2000 er antallet af hofteoperationer i OECD-landene steget med 35 procent, mens antallet af personer, der får nye knæ, næsten er fordoblet.
I Danmark ligger vi i toppen af statistikkerne, når det gælder antallet af nye proteser pr. indbygger, og årligt får omkring 18.000 danskere ifølge sundhed.dk skiftet slidte hofte- eller knæled ud. Disse proteser består bl.a. af koboltkrom og titanium.
Metaller der går til høje priser på råstofbørsen, og som det derfor giver god mening at genanvende, når folk dør og bliver brændt. Ikke mindst når man tænker på, at hver enkelt metalhofte typisk vejer mellem halvandet og to et halvt kilo, hvoraf en stor del er bekosteligt metal.
2. Krematoriet
I både Danmark og i udlandet bliver stadig flere mennesker kremeret, når de går bort. I 2015 blev de danske krematorieovne taget i brug 43.238 gange, hvilket svarer til en relativ stigning i antallet af kremeringer på knap ti procentpoint siden 2010. En tendens der ifølge Orthometals også gør sig gældende i resten af verden.
I krematoriet bliver metallerne sorteret fra asken og hældt over i en genbrugscontainer, når afbrændingen er overstået, og herefter står den blot og venter på at blive afhentet. Hos de fleste af vores europæiske naboer frasorterer man alt metal fra asken – både stort og småt – og sender det til Holland. Herhjemme er det dog kun de større metalstykker, der bliver genanvendt.
3. Genbrugsstationen
Når genbrugscontaineren er fuld, sender Orthometals en lastvogn til krematoriet, som kører retur til hollandske Meppel, hvor sorteringen foregår. Hvert år løber der i omegnen af 450 ton restmetal over de hollandske samlebånd, bestående af jern, koboltkrom og titanium, samt mindre forekomster af guld og andre ædelmetaller.
Metallerne bliver sorteret på to forskellige bånd – ét til metalproteser og ét til mindre stykker metal – og herefter solgt til støberier, som står for omsmeltning og videresalg. Dermed ender efterspurgte metaller ikke blot livet i den danske muld, men bliver i stedet sendt videre i værdikæden.
4. Reinkarnationen
Når hofteprotesen har været en tur forbi støberiet, er det kun fantasien, der sætter grænser for dens videre færd ud i verden. Størstedelen af de hofteimplantater, der er tilovers efter krematorieafbrændinger, består af såkaldte koboltkromlegeringer.
En type legering der ofte bliver brugt i sværindustrien på grund af sin enorme pålidelighed selv ved høje temperaturer. Derfor får en stor del af de indsamlede hofter og knæ nyt liv som eksempelvis turbineblade i store jetmotorer, der ikke må give sig det mindste, selv om termometret runder den gode side af 1.000 grader.
For titaniumhofternes vedkommende er slutdestinationen en smule mere uvis. Selv om det lette og særdeles stærke metal ganske vist også bliver brugt i flyindustrien, er der også en vis sandsynlighed for, at proteserne ender livet som nye brillestel eller luksusgolfkøller.
