Andrea Elisabeth Rudolph tog en chance og satte privatøkonomien på højkant, da hun grundlagde sit eget firma med skønhedsprodukter. 1. juli fylder hun 40 år.

For et par år siden skulle jeg interviewe Andrea Elisabeth Rudolph. Vi havde aftalt, at jeg skulle følges med hende en dag, og derfor skulle vi sammen en tur til Jylland. Da hun, meget meget tidligt, hentede mig, havde hun taget morgenmad med. Det var omelet rullet om grøntsager, og som hun sagde »med asparges til dig, for det ved jeg, at du kan lide.« Vi kendte ikke hinanden, men hun havde tjekket min instagramprofil.

Det var bare en lille bitte morgenmad, et par asparges omrullet med æg. Men det var også noget andet, nemlig en bid af hemmeligheden bag, hvorfor Andrea Rudolph, der i morgen fylder 40, har fået succes: Hun gør sig umage, når hun gør noget, også med de små ting. Uanset om hun er radiovært på DR og Radio Nova, vært i Vild med Dans, hvor hun for alvor blev landskendt, eller som direktør og ejer af firmaet Rudolph Care, som producerer skønhedsprodukter, der er virksomme og luksurøse, men svanemærket og økologiske.

Ideen fik hun, da hun som gravid med sit første barn blev testet af Greenpeace for kemikalier i kroppen. Konkurrencemennesket Andrea var sikker på, at hun med sit sunde liv, motion og god mad, ville »vinde« den konkurrence. Virkeligheden var, at hun var den af de testede, der havde flest kemikalier i kroppen. Formentlig fordi hun hele sit liv havde brugt mange skønhedsprodukter. Da hun ville ændre den vane, opdagede hun, at der ikke fandtes alternativer, som var lækre, men ufarlige.

Og det er hemmelighed nummer 2 bag hendes succes. Hvor andre snakker, handler hun. Hun er nem at affærdige som et kendt pænt fjæs, men virkeligheden er, at hun selv bankede et firma op, der laver de produkter, hun manglede.

Hånd til alle

Jo jo, hun har brugt sit eget kendte ansigt som blikfang, og hun bruger fint pressen til at fastholde interessen, men hun har investeret alt i firmaet, og hun vovede sin private økonomi. Først solgte hun sin lejlighed, senere lånte hun af sin mor, og først efter en årrække, da firmaet lancerede en serie med solprodukter, fik hun overskud.

Privat har hun også travlt – og overskud. Hun blev i december gift med tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen, da parrets nu ni måneder gamle søn Alfred blev døbt. Familien består også af deres børn Isolde på ti, Oskar på ni og Alma på fire fra tidligere forhold.

På interviewturen den dag for et par år siden var vi på besøg hos dem, der producerer hendes produkter, og turen gennem fabrikshallen tog tid, fordi hun skulle tale med de fleste af de ansatte, som hun kendte ved navn – og gav sig tid til at diskutere sin gæsteoptræden i Vild med Dans med – og da hun besøgte sine forhandlere, gav hun hånd og sagde »jeg hedder Andrea« til alle, også selvom de så åbenlyst godt vidste, hvem hun var. Men, insisterede hun, man skal opføre sig ordentligt, det har hun med hjemmefra, og at sige goddag til folk er også at vise dem respekt. Og det er måske endnu en hemmelighed bag hendes succes. Bag ambitionerne, det kendte ansigt, talentet for at finde et marked og udnytte sin kendisstatus til at brande sine produkter er hun helt enkelt meget, meget sød. Et ordentligt menneske.