Det var i oktober, Lars og Rikke begyndte at undre sig. Det var underligt, som drengene havde forandret sig. Når de kom hjem fra skole i Esbjerg-forstaden Hjerting, gik de bare direkte ind på værelset. De var ikke længere sammen med deres kammerater, faktisk dårligt nok med Lars og Rikke, der gerne holdt til i stue og køkken. Det havde drengene også altid gjort, men nu var de bare inde på værelserne. De var også begyndt at skændes meget.
Når Lars og Rikke forsøgte at spørge, hvordan det gik i skolen, fik de ikke rigtigt noget svar. En begyndende uro indfandt sig hos forældrene. I begyndelsen prøvede de at finde forklaringer.
»Først tænkte vi, at det kunne være noget i deres udvikling og modningsproces. Vi snakkede om, at det måske er meget naturligt, at de forandrer sig og ændrer sig,« fortæller Lars, der sammen med Rikke har Nicolai på ti år i 4. klasse og Christian på ni år i 3. klasse.
Men en dag ringede en mor til en af Christians klassekammerater hjem til familien.
»Hun fortalte, at hendes dreng var kommet hjem fra skole og var ked af det, fordi Christian havde slået ham. Da vi konfronterede Christian med det, brød han sammen i gråd og fortalte, at otte drenge – inklusive kvindens søn – havde stået rundt om ham i frikvarteret og havde slået ham og sparket ham i skridtet, i ryggen og maven. Vi fortalte det til klassekammeratens mor, og da hun talte med sin dreng om det, bekræftede han Christians forklaring,« fortæller Lars Jytzler.
En hverdag fyldt med spark, trusler og frygt
Ifølge Lars Jytzler var Christians problemer opstået, da der var blevet dannet nye klasser på årgangen.
»Christian er overvægtig, og han var kommet i en klasse, hvor de kun ville spille fodbold. Han begyndte at gå for sig selv og isolerede sig mere og mere. Han blev valgt fra. Han blev drillet, slået og sparket. De stak en blyant ind i siden på ham og hånede ham,« forklarer Lars Jytzler.
For storebror Nicolai havde problemerne stået på i længere tid.
»Nicolai var ikke højt oppe i hierarkiet, og han endte med at blive klassens prügelknabe med en hverdag fyldt med slag, spark, trusler og frygt,« fortæller Lars Jytzler.
I begyndelsen fortalte han lidt om drillerierne, og forældrene talte med skolen om det og forsøgte at finde en løsning.
Men uden held. Langsomt trak Nicolai sig mere og mere ind i sig selv og holdt op med at snakke om det. Efter nytår 2016 gik det helt galt.
»En mandag i januar truede en af klassekammeraterne Nicolai med tre hobbyknive. Skolen kontaktede os ikke, men vi fik det at vide af en klassekammerats mor. Om onsdagen fik han regulære tæsk, mens hele klassen stod rundt omkring og heppede på den anden elev,« fortæller Lars Jytzler.
For lillebror Christian gik det også skævt.
»Han fik skudt bolde på sig, så han kom desperat og stortudende ind i klassen. Da AKT-medarbejderen forsøgte at tale med eleverne, der havde gjort det, grinede de bare ad hende,« fortæller Lars Jytzler.
»Det hele ramlede sammen i løbet af en uge. For vores børns skyld var vi nødt til at trække stikket og tage dem ud af skolen,« fortæller Lars Jytzler, der er utilfreds med skolens forsøg på at løse problemerne.
»Når vi spurgte Christians lærere, hvordan han kunne få det bedre i skolen, talte de kun om at sende ham på julemærkehjem. Nicolais lærere henviste til skolens ledelse, der ikke gjorde det, de burde. Der fandt vi også ud af, at skolens mobbepolitik ikke var til stede.«
Blev syge af lettelse
Når Lars ser tilbage på forløbet på Auraskolen, bliver han vred på skolens ledelse.
»De skulle gøre noget. Lægge planer, indkalde til forældremøde i hele klassen, holde møde med forældrene til de drenge, der mobber. Et eller andet skulle de gøre. Forældrene vidste jo ikke engang, hvad deres drenge havde gjort. Vores ældste dreng blev mobbet i halvandet år, og vi var i dialog med skolen om det, men de indkaldte aldrig til et forældremøde,« forklarer Lars Jytzler.
I februar blev hans sønner flyttet til en anden folkeskole, en lille skole, hvor de trives. Det var en lettelse så stor for forældrene, at det gjorde fysisk ondt.
»Min kone, Rikke, blev syg i tre dage, lige da drengene havde flyttet skole, og de kom hjem fra skole og var glade og havde det godt. Da hun lige var blevet rask, lagde jeg mig en uge. Vi var syge af lettelse. Det var psykisk. Man sad bare og græd og tænkte »hvorfor har du ikke gjort det noget før – hvorfor, hvorfor, hvorfor …?
Har forsøgt en udstrakt hånd
Skolechef Henrik Schou fra Esbjerg Kommune oplyser, at alle kommunens skoler har en antimobbepolitik. Men skolerne blev lagt sammen i sommeren 2015; Auraskolen er en sammenlægning af tre skoler.
»Hver skole havde før sammenlægningen en antimobbepolitik, og de skulle så vedtage en ny fælles politik. Det havde skolebestyrelsen ikke nået på daværende tidspunkt, men der var en antimobbepolitik,« fortæller Henrik Schou.
»Hvornår har skolen gjort nok? Jeg synes, jeg har set både lærere og ledelse, som har forsøgt en udstrakt grad af dialog med forældrene og med klassernes elever og forældre. Vi må konstatere, at det ikke lykkedes, og det er jeg selvfølgelig ked af på børnenes vegne. Men der er gjort en god indsats fra skolens side. Der har jeg ikke noget at klage over,« siger Henrik Schou.
