It-iværksætteren Erik Damgaard tabte i 2009 mere end 410 mio. kr. på sine forretninger. Dermed har Anni Fønsbys mand på blot to år mistet mere end 1,1 mia. kr. – svarende til halvanden mio. kr. om dagen. Alligevel smiler Erik Damgaard stadig.

Han er blevet kaldt en af verdens bedste computerprogrammører, men i kredsen omkring 49-årige Erik Damgaard eksisterer også en karikeret beskrivelse af ham som forretningsmand.

I 2002 solgte Erik Damgaard sammen med lillebroderen Preben Damgaard brødrenes it-barn, Navision, til Microsoft.

Ifølge beskrivelsen steg Erik Damgaard den dag pludselig op fra maskinrummet i kælderen, missede med øjnene mod solen, imens næsten en milliard danske guldpenge glimtede i hans lommer.

Pengene er væk

Mandag aften i denne uge var alle de penge forsvundet. Næsten.

Her indleverede Erik Damgaard årsregnskaberne for sine to hovedselskaber, og med et underskud på mere end 410 mio. kr. fortsatte Damgaards onde pengespiral fra 2008, hvor han tegnede sig for et tab på mere end 700 mio. kr.

Dermed er egenkapitalen i Erik Damgaards selskaber skrumpet ind til i omegnen af 116 mio. kr.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det er surt, siger Erik Damgaard, da B.T. i går talte med ham på en telefonlinje til Grækenland.

- Jeg har da i en periode siddet i et stort vakuum og tænkt: Hvad skete der lige der, siger han.

Mens Preben Damgaard efter Navision-salget satsede på bestyrelsesposter i velrenommerede danske virksomheder, brugte Erik Damgaard flittigt løs af sin del af jackpotten.

Balancerer på en knivsæg

Han forlod den for ham så trygge plads i den mørke kælder og gav den som forretnings– og pengemand inden for områder som grøn energi, ejendomshandel og bankdrift. Alt sammen strålende forretninger lige indtil finanskrisen satte massivt dræn i Erik Damgaards pengekasse.

Den nye situation fik i går erhvervs-sitet epn.dk til at konkludere, at Damgaards forretninger balancerer på en knivsæg – og at han i virkeligheden kun holdes i live af bankernes velvilje i form af blandt andet fritagelse for betaling af renter og afdrag i en periode.

- Så alvorligt oplever jeg nu ikke situationen. Som jeg ser det er der ingen risiko for, at jeg går økonomisk ned på det her, siger Erik Damgaard, som giver nedskrivninger på sine ejendomsporteføljer skylden for giganttabet.

- Det er længe siden, at jeg har erkendt, at det er sådan. Jeg har ærgret mig, men nu må jeg tage det derfra og komme videre.

Hellere det end at lægge sig ned og blive syg af det, siger Erik Damgaard.

En slags tilbage-til-kælderen-strategi skal i den kommende tid være med til at sikre Erik Damgaards økonomiske eksistens.

Ejendomsporteføljen skal helt væk og erstattes med de it-projekter, som Damgaard ifølge ham selv har forsømt.

- Jeg har konstateret, at på alle de områder, hvor jeg har overladt styringen til andre, er det gået dårligt. Jeg er nødt til at engagere mig 100 pct. i én ting fremover. Samtidig skal jeg selv være i kontrol. Det er blevet en ny læresætning for mig.