I to år svigtede Matilde Kimer, DRs korrespondent i Rusland og omegn, sin mand og parrets tre små børn til fordel for slagmarken i Ukraine. Krigen blev en til tider livsfarlig besættelse. Det er den stadig, men nu under kontrol.
»Undskyld mig, men hvilken nyhedsstation sender en afpillet blondine direkte ind i helvede?«
Matilde Kimer, DRs korrespondent i Rusland og omegn, var lige landet i Ukraines hovedstad Kiev for at dække landets blodige revolution i det iskolde februar 2014, og den kontante velkomsthilsen kom fra hendes såkaldte lokale fixer, Vova, der skulle hjælpe med oversættelse og kontakter.
Bemærkningen var dog spøgefuld – en hurtig replik til den spinkle, tilrejsende reporter, der i morskab havde sagt til den ligeledes spinkle ukrainske mand, at hun sådan set ville foretrække en lidt bredere oversætter, der kunne skærme hende mod molotovcocktails under de voldsomme demonstrationer.
Siden den kvikke ordveksling er de hjemmelavede brandbomber blevet afløst af langt tungere skyts i en borgerkrig, der ingen ende vil tage, og Matilde Kimer og hendes trofaste fixer har siden vedholdende rapporteret om krigens gru og gang – ofte i forreste linje på slagmarken.
Hele 38 ture til Ukraine er det blevet til i de seneste to et halvt år, til glæde for danskerne hjemme bag skærmen, men også med en Matilde Kimer, der blev så bidt af krigen, at den kom til at stå over alt andet, inklusive manden og parrets små børn hjemme i Hvidovre.
»Krigen flyttede ind i mig,« som den 35-årige korrespondent konstaterer og skriver om i sin nye bog om menneskeskæbner i revolutionen og den efterfølgende borgerkrig i Ukraine. Bogen, der kom på gaden i den forløbne uge, hedder meget passende »Krigen indeni«, og i de 319 velskrevne sider lægger Matilde Kimer ikke skjul på, at krigen kunne have kostet hende ægteskabet og sågar liv og helbred, fordi hun med krisepsykologens ord var »grænseløs«.
Nu sidder den 35-årige korrespondent så her i et af Berlingskes møderum iført en let sommerkjole, der matcher den afklarede sindstilstand, som Matilde Kimer synes at være i – efter et par år i en mere og mere uholdbar stresstilstand.
Og hvordan går det så nu med din indre krig. Holder våbenhvilen?
»Ja,« lyder svaret efterfulgt af en kort pause og et skævt smil. »Der er fuldstændig våbenhvile. I modsætning til den rigtige krig i Ukraine, så er min krig under kontrol. Jeg er forbi den kritiske fase og kan se, hvad det er, der er foregået. Det stod jo ikke klart for mig, hvorfor andre kunne have en anden opfattelse af situationen end jeg selv i de svære valg, hvor det var et valg mellem familien og krigen, og jeg valgte krigen,« siger Matilde Kimer, der også er taget af sted alene med et kamera på skulderen, når DR ikke lige havde en fotograf, der kunne tage af sted over hals og hoved.
»Min mand klagede over, at mit hoved aldrig nåede at komme hjem, før jeg tog af sted igen,« siger Matilde Kimer. »Nu har det det godt.«
»Det har noget med frekvensen at gøre. Jeg er ikke længere i Ukraine hver anden uge, men hver anden måned eller sjældnere. Det gør helt klart en forskel, at mit nervesystem og hele mit sanseapparat ikke længere konstant bombarderes med krig. Men jeg skulle åbenbart helt derud og vende, før jeg forstod, at jeg ikke er maskine, og jeg ikke kan tåle krigen hele tiden. Jeg var ikke klar over, hvor langt jeg var ude.«
Heller ikke selv om den krisepsykolog, som du ifølge DRs regler skulle opsøge, hver gang du kom hjem, flere gange advarede dig om, at du var på vej ud over rampen? At man kan gå i stykker af at være grænseløs?
»Jeg registrerede det godt og kunne også følge, hvad hun sagde, men jeg kunne ikke nå derhen, hvor jeg tænkte, at det var vigtigere end historien og menneskene i Ukraine. Jeg tænkte, at så må jeg også prøve at holde en længere pause næste gang, men lige nu har jeg jo en flybillet, og jeg kan jo ikke lade være med at tage derned, når folk blive slået ihjel.
Hvem er det, man skal have en ansvarsfølelse over for? Er det den lille nære enhed, eller er det noget større, og jeg tror, at noget af det bogens tre hovedpersoner – de to ukrainere og jeg selv – har til fælles er, at krigen bliver et kald. Krigen repræsenterede noget, der var langt større end mig selv, og når jeg nu var så privilegeret at leve i en verden, hvor mine unger havde alt, hvad de kunne tænke sig, og ovenikøbet en far, der kunne passe dem, så var det mindste, jeg kunne gøre, da fandme at befinde mig i Ukraine og dokumentere lidelserne og brutaliteten – også selv om det kunne koste mig førlighed eller i sidste ende mit liv,« forklarer hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Har det at skrive bogen hjulpet dig ud af krisen?
»Den har i hvert fald hjulpet mig med at få nogle ting på plads, og det har den også i forhold til min mand. Vi har været nødt til sammen at rekonstruere forløbet. Og selv om det sgu ikke har været specielt sjovt – vi skulle jo bare til at skændes igen – så synes jeg, at vi har en bedre forståelse af hinanden, selv om vi stadig ser forskelligt på det. Og selv om min mand stadig foretrækker, at jeg ikke tager til Ukraine,« siger Matilde Kimer.
Ifølge Matilde Kimer har det været »learning by doing« at være krigskorrespondent.
»Jeg var ikke – og er dybest set ikke – krigskorrespondent. Jeg var korrespondent i Ukraine, og så kom der en krig, og den flyttede ind i mig. Jeg kunne ikke slippe den, og det kan jeg stadig ikke, og det vil jeg heller ikke, men jeg vil heller ikke miste min familie på det.«
Du skriver i din nye bog, at det både er »skræmmende og tillokkende« at være så tæt på krigens gru. At det er »så livsbekræftende at være så tæt på døden«. Det lyder, som om at du er adrenalin-junkie ligesom nogle af de rigtigt garvede krigsreportere og flere af de danske soldater, der bliver rastløse, når de er hjemme og ikke kan vente på at blive udsendt til krigen igen?
»Ja, jeg synes, at krig er tiltrækkende. Og det er ikke døden, men intensiteten. Jeg ved ikke om ... Jeg tror ikke som sådan, at jeg er adrenalin-junkie, men det, jeg oplever, når jeg er i forreste linje – både soldaterne imellem og i relation til soldaterne og de civile – er et koncentrat af menneskelighed på godt og ondt. På en eller anden måde bliver menneskers egenskaber udkrystaliseret i nærdødszonerne – altså i nærkamp, områder, hvor der bliver skudt, og hvor man ved, at folk dør. På få timer kan man blive så tæt med et andet menneske, at man skulle have brugt måneder i et almindeligt miljø for at nå dertil. Når man trodser døden sammen med et andet menneske, når man bliver skudt på og når at dukke sig.
Er du aldrig bange, når du er på slagmarken i Ukraine?
»Jo. For eksempel hvis der bliver skudt på mig eller de, jeg står sammen med, og jeg husker en gang, hvor hele min krop rystede og rystede, og jeg kunne bare ikke få den til at holde op. Men det skal være ret konkret og ret tæt på mig, før jeg er bange. For mig er det langt sværere at være i selskab med de pårørende end at se den døde. Ikke fordi jeg synes, at det er en fornøjelse at stå på en mark med lig, men de er døde. Det er langt værre at møde faren, der leder efter sin døde søn. Det er ikke synet af døde, der river hul i ens hjerte, det er tårerne og frygten i andres øjne, og så er det hadet. Det er nok det, jeg er mest bange for – det der fuldstændigt afstumpede raseri mod hinanden, råheden, den dyriske side af mennesket. Den er fanme uhyggelig.«
Du har selv en teori om, hvor din »næsten blinde dødsforagt«, som du beskriver det i bogen, kommer fra. Nemlig, at du som 14-årig fik konstateret lymfekræft, og at du efter et halvt år med kemoterapi var så afkræftet, at du afviste yderligere behandling. Hvordan ser du sammenhængen?
»Alle, der får en kræftdiagnose, frygter at skulle dø. Og det gjorde jeg også. Efter et længere behandlingsforløb, der gik virkeligt dårligt – jeg fik det rigtigt, rigtigt skidt – nåede jeg frem til, at døden måske ikke er det værste alternativ. Men jeg blev rask. Jeg overlevede og blev et andet menneske. Jeg var faktisk ret genert og forsagt, inden jeg blev syg, og jeg tror, at min krop besluttede, at det er livet sgu for kort til. Jeg kan jo ikke side i hjørnet og vente på, at nogen spørger, om jeg vil danse,« siger Matilde Kimer, der regner med, at hun skal prøve kræfter med krigen i Ukraine igen engang i efteråret.
»Jeg håber, jeg kan komme af sted og berette om, hvordan den her krig nu igen, igen er inde i en ærgerlig udvikling.«
