Der findes mennesker i Danmark, der møder den søde juletid med smerte. De udsatte børn, de selvmordstruede og de psykisk syge, der i juledagene ringer ind til telefonrådgivningslinjerne, fordi ensomheden er blevet for stor.
Det var juleaftensdag, at den 13-årige pige ringede ind for at fortælle om alt det, der ikke passede ned i samfundsskabelonen for den perfekte jul.
Hun havde selvmordstanker.
Hun blev mobbet i skolen.
Hun var ofte alene med sin lillebror og skulle lave mad til ham.
Nu sad hun på højtidens store dag med sin bror.
Helt alene. Bare de to.
Sidste år havde BørneTelefonen hos Børns Vilkår 831 samtaler med børn, der i juledagene ringede for at tale med en voksen.
En af dem, der tog telefonen, var børnefaglig konsulent Solveig Jessen. Hun har igennem årene hørt mange udlægninger af ensomhed og angst i børnehøjde.
I december måned bliver juletræet oplyst. Børnenes smertefulde følelser træder også endnu mere klart frem.
»Det er en tid, hvor der hersker en stærk forventning om, at vi skal hygge os. Hvis man ikke lige har det sådan, bliver det ekstra tydeligt, at man er anderledes. Skolerne er lukkede og man er endnu mere sammen med sin familie, end man plejer at være. Hvis man bor i en ufredelig familie, kan det føles meget svært,« siger hun.
Glansbilledet står i kontrast til virkeligheden
I fjernsynets julekalender-hygge version af jul er det altid et billede af den forenede, kærlige familie, der bliver gengivet. Et billede, det står i stærk kontrast til børnenes virkelighed.
»Vi ser generelt en stigende tendens til, at unge og børn føler sig mere angst og ensomme. Børnene, der ringer ind i julen, har forventningens glæde. Men de frygter også julen. Måske er de bange for, at mor og far vil skændes. Måske er de bange for, at andre vil se, hvordan de har det.«
Folk bliver altid overraskede, når Solveig Jessen fortæller, at børn faktisk også ringer ind juleaften.
Den historie, der har gjort mest indtryk på hende, var en pige, der ringede for et par år siden. Hele familiens jul med mor, stedfar og to stedsøskende var startet meget hyggeligt. Men de voksne blev pludselig voldsomt uvenner.
Pigen måtte tage sig af de mindre søskende, fordi moren var ulykkelig og stedfaren var gået i vrede. Hun fik dem puttet og ringede til BørneTelefonen, da de sov.
»Hvis jeg kunne give et godt råd til de danske forældre i denne juletid, ville det være at give børnene noget nærvær. Det er det, julehygge mest af alt handler om. Følelsen af at være anderledes bliver forstærket i julen, fordi medierne er så massive i deres ensidige fremstilling af, hvordan en rigtig jul skal se ud i en rigtig familie. Det giver børnene en stærk skamfølelse.«
Voksne ringer også ind
Det er ikke kun børnene, der ser på det glade julebillede udefra. De voksne ensomme og selvmordstruede ringer i juledagene ind til Livslinien og fortæller om, at de ikke kan bære at stå udenfor fællesskabet, fortæller direktør Jeppe Kristen Toft.
»I højtiden bliver det forstærket og afstanden til det, man drømmer om, bliver endnu større. Der bliver skruet op for selvmordstankerne og de negative tanker. Uanset hvor man ser hen, er der glitter og glade dage.«
Hos Livslinien hører man også fra dem, der netop i juletiden bliver inviteret indenfor i familiens skød. Dem, der oplever muligheden for at træde ind i fællesskabet igen.
»Jeg synes, at danskerne kan blive endnu bedre til at række hånden ud til hinanden i de andre måneder end blot at gøre det i julemåneden. Vi skal tænke over, hvorfor vi netop i juletiden føler os forpligtiget til at gøre. Er det mest for vores egen skyld, så vi kan dulme den dårlige samvittighed? Hvorfor rakte vi ikke ud i oktober måned? Eller i marts måned? Den omsorg, vi udviser i julen, måtte godt vare lige ind til påske. Og måske lidt længere endnu.«
Sådan her skal du se ud. Sådan her skal du være. Så mange venner skal du have.
De sociale medier præsenterer os for en masse færdige løsninger i forhold til det gode liv.
Et perfekt pudset spejl, som de ensomme og selvmordstruede har svært ved at se ind i, lyder det fra Jeppe Kristen Toft.
»Der er ingen tvivl om, at de sociale medier gør, at mennesker i dag ikke rigtig har et sted at søge tilflugt fra glansbillederne. Det bliver det, vi spejler os i – selvom vi intellektuelt godt ved, at det ikke er hele sandheden. Det billede minder mere og mere om reklamebranchens illustration af den perfekte julehygge og familie,« siger han.
Hver eneste uge: Sender ambulance med udrykning
Hver uge sker det, at man hos Livslinien sender en ambulance med udrykning ud til en selvmordstruet, der har ringet ind til telefonrådgivningen, fordi de er i færd med at begå selvmord.
»Det har været særligt bevægende, når de bagefter ringer ind til os juleaften for at takke os, fordi den pågældende rådgiver har talt med dem. Der kulminerer deres egen følelse af taknemmelighed. Der bliver der også virkelig sat en fed streg under meningen med det arbejde, vi udfører her.«
Sidste år var leder af telefonrådgivningen hos Psykiatrifonden, Liza Johnson, på vagt i juledagene.
Én ringede ind og fortalte, at vedkommende havde været på vej til julemiddag hos familien, men alligevel ikke havde magtet det. Nu følte vedkommende, at personen var til belastning for andre og havde skuffet sin familie.
»Nogle af vores samtaler her op mod jul går helt konkret på at rådgive folk om juledagene: Hvad kan de overskue at være med til i de pågældende dage? Kunne de aftale med familien, at der er et værelse, som de kan trække sig tilbage til under festen? Kan de være med til julemiddagen og gå bagefter?«
De bliver nogle gange brugt som ventil. En psykisk syg kvinde ringede engang ind, fordi hun blot ville fortælle, hvordan hun havde det for tiden. Hun var helt bevidst om, at hendes familie ikke ville orke at høre på de negative historier i juledagene.
De har også pårørende, der ringer ind, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med den depressive moster. Skal hun med til jul? Hvordan tackler vi det som familie? De ønsker at være næstekærlige og leve op til julens budskab, men kan måske heller ikke overskue en urolig jul, siger Liza Johnson.
Julen er nemlig også en højtid for ambivalens. Vi vil gerne være i selskab med vores familie. Men den er ikke altid det, vi ønsker den var.
»Folk måler sig meget op af perfektionsidealet. De har et klart billede af, hvad den perfekte jul er og der hersker en meget stærk norm om, at lige præcis i juletiden rykker vi sammen som familie. Det er hamrende hårdt, når man føler, at man står udenfor den.«
