En flaskeindsamling blev sat i gang i weekenden for at samle penge til ofrene for Israels bombeangreb. Pantflasker for over 20.000 kroner blev samlet ind på blot to dage.

Konflikten mellem Israel og Palæstina har kostet adskillige palæstinensere livet og flere hundrede er skadet af bomberne. Billeder og videoer af uskyldige ofre i medierne fik et vennepar til at tage affære og starte en flaskepant indsamling, hvor pengene ubeskåret vil gå til projekter i Palæstina. Initiativtagerne er Anders Chahrour Jensen, 24 år og Sami Samara, 33 år.

- Man føler sig magtesløs, når man ser hvilke umenneskelig handlinger der foregår tusinder af kilometer væk fra vores land. Der bliver delt en hel masse på Facebook af billeder og videoer dernede fra. Men der er ikke mange, som gør en aktivt indsats for at hjælpe ofrene for konflikten mellem Israel og Palæstina, så derfor besluttede vi for at handle, siger Anders Chahrour Jensen.

De gjorde snak til handling og oprettede en Facebook-side, hvor man blandt andet kunne følge med i udviklingen af indsamlingen.

- Ryd op i hjemmet - kom ud med dine flasker og lad dem gøre en seriøs forskel for de ramte i Palæstina, kan man læse på siden.

Både lørdag og søndag havde man i weekenden mulighed for at kigge forbi Cirkuspladsen i Bellahøj i København for at aflevere flasker, hvorefter de blev indløst.

Årsagen til at venneparret ikke ville samle penge, men flasker, var et spørgsmål om at få pantflasker indsamlet, som alligevel var blevet smidt i skraldespanden.

- Generelt set ser folk ikke flasker som penge. Rigtig mange vil gerne af med deres flasker, så de slipper for at gå ned og få dem pantsat. Derfor tænkte vi, 'lad os indsamle flasker og pant, det vil måske få flere til at støtte op omkring indsamlingen'.

Siden indsamlingens start har flere hundrede mennesker fået spredt ordet både på Facebook og blandt venner og familie. Det er væltet ind med poser med pantflasker, som mange er kommet forbi med i weekenden.

- Det har været meget overvældende. Vi havde slet ikke forventet, at så mange ville hjælpe og give en hånd. Folk er kørt fra nær og fjern for at indlevere deres pant. Vi er utrolig glade for hjælpen, siger initiativtageren.

Søndag aften sluttede indsamlingen i København med et beløb på 20.138 kroner. Pengene vil gå direkte til DM Aid som bl.a. laver mikrofinans projekter for de ramte i Palæstina.

De to initiativtagere har også stablet en indsamling i gang i Jylland.

Klik på linkene nedenunder 

Indsamling i Horsens

Indsamling i Aarhus