Frygt for hjemmerøveri, kidnapning af deres børn og trusler om anden kriminalitet får i stor stil Danmarks rigeste til at hyre private livvagter og forskanse deres hjem for at beskytte sig.

»Hvis der kommer nogen ind i soveværelset, så bliver de sgu skudt. Længere er den ikke. Det ville jeg opfatte som en trussel på mit liv.«

Sådan lyder det fra milliardæren Karsten Ree, der er en af de velhavende danskere, der er blevet så påvirket over de seneste års hjemmerøverier blandt andet i hans kvarter i Vedbæk, at han har valgt at gå til yderligheder for at sikre sit hjem med et armeret rum – også kaldet et 'panikrum' eller et ’safe-room’.

»Jeg har lavet nogle sikringsdøre i stål, så man kan ikke komme ind i soveværelset, uden at det tager en rum tid. Det, synes jeg, er den største sikring mod uventet besøg,« fortæller rigmanden, hvis kone, Janni Ree, også er meget bekymret. Derfor har rigmanden som en ekstra sikring sit jagtgevær stående klar, hvis uventede gæster skulle komme på besøg.

Karsten og Janni Ree er langtfra de eneste velhavende danskere, der er bekymrede for at blive udsat for hjemmerøveri eller anden kriminalitet på grund af deres velstand. Der er en stigende tendens til, at landets rigeste familier køber sig til private livvagter eller andre sikkerhedsforanstaltninger af frygt for blandt andet kidnapning og hjemmerøveri. Det fortæller flere sikkerhedsfolk og eksperter i sikkerhed til B.T.

En tidligere sikkerhedsvagt for en af Danmarks rigeste familier fortæller til B.T. om det store opbud af sikkerhed, som den pågældende familie gør brug af, da man især frygter for børnenes sikkerhed:

»Der er en sikkerhedsgruppe på 10-12 personer omkring familien. Og der er altid to-tre livvagter omkring børnene. Det er dem, man frygter for,« fortæller vagten, der kun vil udtale sig anonymt. B.T. er dog bekendt med hans identitet, samt hvilken familie det drejer sig om.

Kronprinsparret behøver næppe at frygte for sikkerheden, når de besøger Legoland. Familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, benytter sig nemlig af private sikkerhedsvagter. Familiens overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen, ses yderst til venstre.
Kronprinsparret behøver næppe at frygte for sikkerheden, når de besøger Legoland. Familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, benytter sig nemlig af private sikkerhedsvagter. Familiens overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen, ses yderst til venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Historien har da også budt på flere eksempler, der kan give anledning til frygt.

I 2015 gik det ud over Karsten Rees nabo, Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen og hans kone, der blev udsat for et brutalt hjemmerøveri i parrets villa i Vedbæk. Ægteparret blev bagbundet, og Niels Peter Louis-Hansen fik sat en pistol for tindingen og blev tvunget til at overføre to millioner kroner til hjemmerøveren, der efter overførslen forsvandt. I 2014 var det FLSmidth-arvingen Christians Kjærs ekskone, en tidligere balletdanser, der blev udsat for hjemmerøveri i sin lejlighed i Rungsted, og i 2007 gik det ud over det velhavende ægtepar, der ejer tøjmærket Sand, og som dengang boede i det hus, som rigmanden Karsten Ree ejer i dag.

»De blev bundet med nogle plastikstrips og taget ned i kælderen og udspurgt om, hvor ’safe-boksen’ er. Og det var ikke så godt for dem, for de havde ikke en, og jeg har heller ikke en, og det kunne røverne ikke forstå,« fortæller Karsten Ree. Sand-parret valgte efterfølgende at flytte til Schweiz.

Kidnapningstrusler er også kommet tæt på livet af nogle. Stifter af tøjmærket Bestseller – milliardæren Troels Holch Povlsens familie – oplevede det tilbage i 1998. I 10 måneder blev familien truet på livet af en gerningsmand, der forlangte 12 millioner kroner for at holde sig væk. Gerningsmanden havde blandt andet taget private fotos fra familiens fotoalbum og sendt dem til familien for at vise, hvor sårbar den var. Politiet fik dog fat i gerningsmanden, som viste sig at være en knap 40-årig tidligere soldat, der var arbejdsløs og boede hos sin far.

Få år senere fik Holch Povlsen kidnapning endnu tættere ind på livet, da indiske forbrydere kidnappede en ung dansker, som de troede var en af Troels Holch Povlsens to voksne sønner. I den forbindelse udtalte milliardæren, at familien konstant er bange for, at deres børn bliver kidnappet.

Jesper Palm Lundorf, der er tidligere livvagt hos PET og foredragsholder om personlig sikkerhed, bekræfter over for B.T., at der er en stigende tendens til, at private folk og især velhavende folk hyrer sikkerhedsvagter herhjemme. Ifølge Lundorf er det, vi nu oplever i Danmark, det, som man allerede så i USA for 15-20 år siden. Hvor det før i tiden primært var kongelige og ministre, der fik personlig beskyttelse, er det nu også privatpersoner.

»Der er mange private, der har fået øjnene op for livvagter, og der er mange private, der bruger sikkerhedsfirmaer. Gennem tiden er vi blevet væsentlig mere velhavende derhjemme, og man har fået mere fokus på, at det også er en måde at udøve pression på – at hvis jeg ikke kan gå direkte efter dig, så kan jeg måske gå direkte efter dine børn,« siger han og fortæller, at ‘safe-rooms’, som det Karsten Ree har, også er begyndt at blive et populært tiltag i private hjem.

Anders Holch Povlsen er Danmarks næstrigeste mand, efter han overtog Bestseller fra sin far. Formentlig var det ham, som nogle forbrydere troede, de havde kidnappet i Indien, da de i begyndelsen af årtusindskiftet kidnappede en ven af familien Holck Povlsen. Her ses han ved Kronprinsens fødselsdagskoncert i Royal Arena i slutningen af maj.
Anders Holch Povlsen er Danmarks næstrigeste mand, efter han overtog Bestseller fra sin far. Formentlig var det ham, som nogle forbrydere troede, de havde kidnappet i Indien, da de i begyndelsen af årtusindskiftet kidnappede en ven af familien Holck Povlsen. Her ses han ved Kronprinsens fødselsdagskoncert i Royal Arena i slutningen af maj. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Helt i top blandt Danmarks rigeste familier finder man familierne Kirk Kristiansen og Holck Povlsen, der ejer henholdsvis legetøjsimperiet Lego og tøjkoncernen Bestseller, og som begge har enorme milliardformuer. Og lige netop de familier kan sagtens have noget at frygte, mener Jesper Palm Lundorf.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Lego kører med livvagter. Det har de gjort i mange år. Det tror jeg heller ikke, at de har forsøgt at skjule. Det er jo måske også en del af det – at flashe, at de tager det her alvorligt,« siger han og tilføjer, at han dog ikke ved, om familierne har fået trusler.

»Det kan jeg kun gisne om. Men når man opretholder så højt et beredskab, som de gør, så kan man kun gætte på, at der har været det,« siger han.

B.T. har gerne villet spørge familien Kirk Kristiansen om, hvad familien gør for deres sikkerhed, samt om hvorvidt de har oplevet at få trusler eller andet. Familien har dog ikke haft lyst til at svare, men Ulla Lundhus, der er kommunikationschef for familiens private selskab Kirkbi, oplyser, at ’Kirkbi har en mindre sikkerhedsfunktion med det formål at kunne varetage sikkerhed på flere forskellige niveauer'.

Ifølge Jesper Palm Lundorf er der forskel på, hvor synlige livvagter er – afhængigt af, hvem de er ansat af.

»Når man er minister eller kongelig, så gør det ikke noget, at ens livvagter er synlige, men private køber livvagter med et andet formål. Det svarer faktisk til, at jeg får nogen til at rydde minefeltet for mig, inden jeg begiver mig ud i verden,« siger han.

Karsten Ree har sørget for at sikre sin store villa i Vedbæk godt efter to voldsomme hjemmerøverier i kvarteret. Kvarteret bøvler dog fortsat med indbrud:»Der er fandeme mange indbrud her på vejen for tiden. Stort set alle har haft indbrud – pånær ham på den anden side af vejen. Men han har også en hund på størrelse med en løve,« fortæller Ree. 
Karsten Ree har sørget for at sikre sin store villa i Vedbæk godt efter to voldsomme hjemmerøverier i kvarteret. Kvarteret bøvler dog fortsat med indbrud:»Der er fandeme mange indbrud her på vejen for tiden. Stort set alle har haft indbrud – pånær ham på den anden side af vejen. Men han har også en hund på størrelse med en løve,« fortæller Ree.  Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Det øgede behov for private livvagter blandt Danmarks rigeste hænger, ifølge Lundorf, sammen med, at erhvervsledere og andre rigmænd og deres familier de seneste år er blevet mere eksponeret i takt med, at deres formuer er vokset.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf, der i dag driver firmaet Certa, der leverer konsulentbistand til sikkerhedsløsninger, genkender også tendensen med et øget behov for sikkerhed. Det kan blandt andet være af folk med specielle, markante politiske holdninger eller af for eksempel velhavende folk.

»Det, man kan se, der er sket inden for de senere år, er, at private virksomheder i dag skal forholde sig til et helt anderledes trusselsbillede for virksomhederne, end man skulle tidligere. Det handler om en udveksling, hvor man kan se, at private er blevet eksponeret i forhold til flere nye og også meget alvorlige sikkerhedsmæssige trusler,« siger han og tilføjer:

»Det kan være, der er et særligt negativt fokus på en virksomhed – eller fokus på en bestemt virksomhed, hvor man forbinder personen med mange penge.«

Bestseller-stifteren, Troels Holch Povlsen, har to gange haft ubehagelige sager med kidnapning og trusler tæt inde på livet.
Bestseller-stifteren, Troels Holch Povlsen, har to gange haft ubehagelige sager med kidnapning og trusler tæt inde på livet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er dog ikke altid, at en privat livvagt er det bedste valg, når han rådgiver om sikkerhed.

»Hvis man har en livvagt omkring sig, så er det en ekstrem form for sikkerhed. Og man skal også tænke over, hvor meget ekstra sikkerhed det i virkeligheden giver. Derfor skal man være meget omhyggelig med, hvor truet man er – hvad kan man gøre for at beskytte sin familie, virksomhed osv.,« siger han og forklarer, at man ikke kommer langt med en personlig livvagt, hvis truslen for eksempel er, at nogen forsøger at stjæle ens ’sensitive oplysninger’. I så fald er det en helt anden slags sikkerhed, man har behov for.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf fortæller, at trusselsbilledet de seneste år har forandret sig, hvilket har ført til, at der er større fokus på sikkerhed af private personer.
Tidligere PET-chef Jakob Scharf fortæller, at trusselsbilledet de seneste år har forandret sig, hvilket har ført til, at der er større fokus på sikkerhed af private personer. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I Vedbæk har Karsten Ree ikke ligefrem private sikkerhedsvagter. Så langt vil han ikke gå. Men han er ked af, at han nærmest behøver at forskanse sig i sit hjem for at føle sig sikker:

»Det har jeg det ikke så godt med. Jeg har boet her, siden jeg var otte år, og dengang var der ikke engang nogen, der behøvede at låse husene,« siger rigmanden, der er vokset op nogle husnumre fra sit nuværende hus. Han har dog selv været forskånet for at opleve direkte trusler mod sin sikkerhed, men de mange eksempler får ham alligevel til at tænke på sine fire voksne børns sikkerhed:

»Man må indskærpe over for sine børn, at de skal passe lidt på, hvad de laver, og hvor de anbringer sig selv,« siger han.