Det går godt for Asger Aamunds private selskab, A.J. Aamund A/S. Firmaet kom ud af 2010 med et overskud på næsten 200 millioner kroner efter skat. Det skriver epn.dk.

Dermed har erhversmanden vendt skuden bort fra 2009's dårlige resultater, hvor A.J. Aamund A/S havde et underskud på omkring 25 millioner kroner.

Ifølge epn.dk er det især gået fremad for erhvervsmandens finansielle indtægter, som i regnskabet fra 2010 var på 214 millioner kroner - året før var det på 'små' ni millioner kroner.

Overskuddet på godt og vel 200 millioner kroner betyder, at selskabet mere end ottedobler egenkapitalen.

Asger Aamund er efterhånden en erfaren erhversmand, der befinder sig på toppen af dansk erhvervsliv. I dagens udgave af B.T. giver Asger Aamund og ledelseskonsulent Peter Mose deres bud på syv vigtige egenskaber, en topchef skal besidde:

EMPATI - Topchefen skal kunne lede gennem andre mennesker. Her hjælper humor og selvironi også.
BESLUTSOMHED - Man skal besidde en evne til at vælge mellem to lige gode muligheder.
STÆDIGHED - Det er nødvendigt med en vis portion stædighed, så opgaverne løses.
ROBUST - Topchefen skal være i besiddelse af en høj arbejdsmoral og være stærk i modgang.
BRUTAL - Man skal kunne være brutal, når det kræves. Og levere brutaliteten i de rette doser.
TEMPERAMENT - Topchefen skal have den ildhu, der kommer af et stort engagement.
OVERBLIK - Man have is i maven i pressede situationer.
      
Bt.dk har forsøgt at få en udtalelse fra Asger Aamund, men det har desværre ikke været muligt.