Under 20 minutter.
Så lang - eller kort tid - bruger danskerne i gennemsnit på aftenmåltidet.
Og det ærgrer i den grad Thomas Alcayaga, kogemand og smagstester på B.T.-konceptet Det bedste af det Billige.
Det fortæller han i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen.
»Når man tænker på, hvor essentielt mad er, og hvor mange penge folk bruger på sundhed generelt - på at stå i et fitnesscenter, på at sprøjte ting i læberne og alt muligt andet for at forskønne sig selv - så er mad pissevigtigt i forhold til det,« siger Thomas Alcayaga:
»Mad er blevet en form for livstilsmarkør. Nogle laver lækker mad for at vise, hvad de kan. Nogle spiser palæo og viser det frem. Nogle slår sig op på, at de kan leve for 1200 kroner om måneden med otte mand i familien. Ja: Men er det godt?«
»Jeg synes, at man kunne gøre meget, hvis folk lærte noget mere om mad, og hvad man kan gøre med fødevarer.«
»Der er noget madkundskab, der fejler. Det er blevet sjoflet væk. Og så bliver det hurtigt sådan noget Instagram eller Tiktok, hvor folk ser et eller andet foodhack, og så gør de det. Men det kan ikke være basen i din kost.«
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.