Der er virkelig penge at spare, når du køber peanuts.
Sådan lyder budskabet fra kok og kogebogsforfatter Hannah Grant, efter hun har gennemført en smagstest af otte poser peanuts i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.
»Det første, jeg tænker, er: Hold kæft, de er flotte. Flot ristede, de er lange og flotte, de har alle sammen samme størrelse. De ser virkelig gode ud. Der er et godt crunch,« siger Hannah Grant, da hun smager på de peanuts, der senere viser sig at være vinderen:
»God salt. Ristede rigtig godt. Der er ikke den der klamme fedt-vibe. Den her kunne godt være min yndlings. Jeg får den her saltede, crunchy peanutbutter vibe. Det er helt sikkert min favorit. Den får ikke seks stjerner, fordi der er så mange, der er halve. Men de er rigtig gode.«
Og da Hannah senere finder ud af, at den pågældende peanut koster 37 kroner kiloet - og har slået den dyre, som koster over 100 kroner kiloet, er hun begejstret:
»Det er jo en no brainer. Vinderen her: Køb, køb, køb! Du kan jo få tre gange så mange peanuts for samme pris som den dyre.«
Du kan høre hele smagstesten i den seneste udgave af Spar Kassen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.