Danske cykelryttere må ikke spise oksekød, når de er i Mexico, Kina og Sydafrika

Når det danske banelandshold tager på træningslejr i Mexico forud for World Cuppen, bliver det med en diet, hvor oksekød er forbudt.

Det er blevet bestemt af Danmarks Cykle Union (DCU), som er bange for at havne i en sag ligesom rytterne Michael Rogers og Alberto Contador, som er blevet testet positive for det forbudte stof clenbuterol, og som begge hævder, at stoffet er kommet ind i kroppen via oksekød.

- Vi har siden 2010, når vi har bevæget os i Mexico, Kina og Sydafrika, ikke spist oksekød, fordi der har været en risiko for at kødet kunne være forurenet. Det er en forholdsregel, vi selv har taget, fordi der har været flere sager om ryttere, som er blevet testet positive, fortæller sportschef i DCU, Lars Bonde.

Netop i 2010 kom et dansk tilfælde, hvor rytteren Philip Nielsen blev testet positiv for clenbuterol. Nielsen blev senere frikendt efter en lang sag. Anderledes så det ud for Contador, som fik en dopingkarantæne. Michael Rogers afventer lige nu sin skæbne.

Lars Bonde fortæller, at der har været både rapporter og advarsler imod specifikke lande, og derfor undrer det ham, at Michael Rogers har været så uforsigtig at spise kød, da han kørte løb i Kina, hvor han blev testet positiv. Uanset om fejlen er Rogers', løbsarrangørernes eller han holds, Team Tinkoff-Saxo.

På landsholdet tager de langt større hensyn.

- Vi er yderst forsigtige med det her i alle mulige forhold. Vores ryttere agerer i en verden, hvor der er mange faldgrupper, og det er vi meget beviste om helt ned til juniorniveau. Det kan være alt fra en næsespray til hovedpinepiller, som kan ende med at give en positiv dopingprøve.

- Hvis man går ind på et apotek for at købe en næsespray, så kan man meget vel få tilbudt en næsespray med efedrin (dopingpræparat, red). Og bliver man dopingtestet dagen efter, så bliver man testet positiv, forklarer Lars Bonde.

Alle danske landsholdsryttere får at vide, at de skal være opmærksomme og forsigtige hele tiden. Det er i sidste ende deres eget ansvar.

- Vi rådgiver i alle de her forhold til vores landsholdsryttere. De har licens 24/7, og det tænker andre folk ikke nødvendigvis over. Det er rytternes eget ansvar at tænke på det, siger Bonde.

Det internationale dopingagentur WADA arbejder på at udvikle en dopingtest, som kan vise, om en positiv dopingprøve for clenbuterol stammer fra mad, eller det er indtaget som doping.