Konservatives Kurt Scheelsbeck er torsdag officielt blevet valgt som fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Det skriver kommunen selv på sin hjemmeside.
Scheelsbeck vikarierer for Michael Ziegler, der er blevet sygemeldt fra embedet.
Ziegler blev tilbage i 2022 sygemeldt med leukæmi.
Det var tilbage i august i år, at han atter blev sygemeldt med sygdommen.
»Jeg har ikke ord for, hvor vred jeg er på den sygdom. Men jeg har vundet over den før - og det kommer jeg til at gøre igen. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er stadig jeres borgmester - og jeg er fortsat borgmesterkandidat for mit parti,« skrev 57-årige Michael Ziegler tilbage i august.
Han stiller så vidt vides stadig op til kommunalvalget.