Jamen, jeg ryster da også på hovedet af politikerne en gang imellem, når jeg ganske enkelt ikke forstår, hvorfor i alverden de gør, som de gør.

Et godt eksempel er bilisternes omkostninger. Nu har vi hørt 600 gange, at Liberal Alliance er gået ind i regeringen og har fået sat registreringsafgiften ned. DET er en god idé.

Men se om så ikke FDM, bilisternes organisation, kan oplyse, at samme regering vil nedlægge FM-båndet i radioen om to-tre år, hvorefter vi alle igen igen skal ud og købe nye DAB+-radioer, denne gang som bilradioer. Organisationen hævder, at det vil koste minimum 5.000 kr. pr bil! Det er helt skørt!

Jamen?!

Nå, men der er nok noget, jeg fuldstændig har misforstået, for helt ærligt, det kan da ikke passe. Men når vi undrer os, skal vi jo lige huske, at det altså er folk, vi selv har valgt.

Hertil kommer, at de jo sidder inde med en masse oplysninger, som vi andre ikke gider sætte os ind i. Men det er der ikke megen respekt for ude på de ydmyge steder. Ude hvor det hele foregår.

Faktisk burde man aflyse al det valgpjat. Det koster kassen, og hvad er resultatet hver eneste gang? Det er ALTID de forkerte, der bliver valgt. Det er dem, der render fra deres løfter, dem der meler deres egen kage, og dem der ikke fatter en brik af, hvad der sker ude hos os i virkeligheden.

Tænk, hvis de ville overlade det til os. Os i kantinen eller på det lokale værtshus, eller os der kan nøjes med at læse overskrifter i aviserne for at forstå, hvad det hele går ud på. Vi gider da ikke al den snak. Lad os komme til, så skal vi dælme nok klare de ærter.

Hvor svært kan det være? De der politikere gør jo bare tingene mere komplicerede, end de er i virkeligheden.

»Hvis jeg sad derinde på borgen, skulle jeg i hvert fald nok lige slå i bordet og fortælle, hvor skabet skal stå. Og det gælder hele vejen rundt, også i forhold til andre lande. De skal sgu bare makke ret.«

Men er det nu ikke sjovt, at ingen af genierne stiller op til valgene? Jacob Haugaard kunne blive valgt på sloganet 'medvind på cykelstierne'. Der er bare det at sige til det, at han er en yderst kløgtig fyr, der efter sit ophold i Folketinget faktisk fik respekt for 'tosserne derinde'.

Men kom ud af hullerne, i skarpe folk. Vi glæder os til at se alle jer ved de kommende valg.

Så kan vi da få de virkelige politikere ind på tinge, og så skal det hele nok gå helt anderledes og meget bedre. Så bliver der sgu ryddet op!

Lad os derfor bare tage et enkelt valg til, men husk nu at stille op og stem på de rigtige.