Succesen fortsætter – igen.

Det begynder at lyde som en genudsendelse, men har du allerede set de første fire sæsoner af TV 2 Charlies populære nostalgi-serie, kan du roligt fortsætte på den nye, femte omgang af 'Sygeplejeskolen', der kommer stilsikkert – og som altid hyggeligt – fra land.

Ja, det er stadig ærgerligt, at Morten Hee Andersen sprang fra for et par sæsoner siden og efterlod serien uden en stærk rebelsk manderolle som kontrast til de handlekraftige kvinder.

Og ja, det er også stadig hverken nervepirrende, vildt originalt eller nyskabende – men det behøver det jo heller ikke nødvendigvis at være.

Molly Egelinds karakter skal i femte sæson beslutte sig for, om hun fortsat vil være sammen med Ole Vestergaard - spillet af Kasper Dalsgaard.
Molly Egelinds karakter skal i femte sæson beslutte sig for, om hun fortsat vil være sammen med Ole Vestergaard - spillet af Kasper Dalsgaard. Foto: TV2
Vis mere

'Sygeplejeskolen' er bare godt selskab, og hvis ikke det var, fordi min mormor boede i den anden ende af landet, ville serien være den perfekte undskyldning for et hurtigt søndagsbesøg, hvor vi sammen kunne hygge os med de seneste historier fra TV 2 Charlies filmatiserede lægeroman.

Handlingen er her i femte sæson skruet cirka et halvt år frem, så karaktererne nu befinder sig i sommeren 1954.

Neel Rønholts karakter sidder ikke længere i kørestol. Kathrine Greis-Rosentahls ditto er nu et godt stykke inde i sin graviditet, men derudover virker alt ved det gamle på det fiktive Fredenslund Sygehus, hvor særligt Jesper Groth og Molly Egelinds karakterer igen igen kæmper med kærligheden.

Der er flere ting, jeg godt kan lide ved 'Sygeplejeskolen'.

For det første spiller skuespillerne relativt nedtonet 'realistisk' for en serie, der på visse planer er i familie med den langt mere larmende 'Badehotellet'.

Det er ikke præstationer, der får meget kredit blandt feinschmeckere, men de gør det godt, og en skuespiller som Jon Lange skal eksempelvis roses for sin rolle som hospitalets kirurg, hvis faglige stolthed i første afsnit kommer på prøve, da en patient pludselig dør på operationsbordet.

Som seer forstår man hans frustration og undren, og ret effektivt sidder man afsnittet igennem med en nysgerrighed på, hvorfor patienten alligevel viser sig at være i live.

Derudover er det ret fint, hvordan 'Sygeplejeskolen' i hvert afsnit tager et nyt emne op i forhold til, hvordan man behandlede folk på et dansk hospital i 1950erne.

Jesper Groth og Andrea Heick Gadeberg spiller over for hinanden i 'Sygeplejeskolen'.
Jesper Groth og Andrea Heick Gadeberg spiller over for hinanden i 'Sygeplejeskolen'.
Vis mere

I første afsnit er temaet blodtransfusion kombineret med tidens nye opfindelse 'køleskabet'.

I afsnit to handler det om kræft, og her bliver det nærmest en lille smule nervepirrende, når de uvidende sygeplejersker fumler rundt med radioaktivt udstyr i en – med moderne øjne – vanvittig form for behandling af kræft i underlivet.

Ligesom i sidste sæson synes jeg, at en ellers fin skuespiller som Andrea Heick Gadeberg virker lidt for ung i forhold til sine medskuespillere.

Når man kender Sarah Juel Werner for hendes tidligere børneroller som Tine i 'Ulvepigen Tinke' og Cecilie i julekalenderen 'Absalons hemmelighed' er det også lidt spøjst at se hende spille voksen og højgravid – men hun er trods alt blevet 30 år, så det er måske bare mig...

Jon Lange, Molly Egelind og Anette Støvelbæk er fortsat med i femte sæson af 'Sygeplejeskolen'.
Jon Lange, Molly Egelind og Anette Støvelbæk er fortsat med i femte sæson af 'Sygeplejeskolen'. Foto: TV 2
Vis mere

Femte sæson af 'Sygeplejeskolen' fortsætter, hvor de forrige sæsoner slap.

Det fungerer, det er underholdende og på sin vis nærmest historieundervisning på et genialt folkeligt niveau.