I denne uges '3 du skal se' anbefaler radiovært og forfatter Ditte Okman tre underholdningsprogrammer, hun selv elsker at se.

Ditte Okman er kendt som vært på sladderprogrammet 'Det vi taler om', der netop er flyttet fra Radio24syv og nu kan høres på B.T. hver fredag klokken 14-16.

Derudover er Ditte Okman aktuel med bogen '#tyndogrig – det jeg taler om'. Bogen indeholder 30-40 små tekster, der omhandler kærlighed, børneopdragelse, kongehuset, politik m.m.

»'#tyndogrig' kom egentlig fra en opdatering, jeg lavede, da jeg sad på en båd midt i Stillehavet. Det hele var bare fantastisk, der var den vildeste udsigt, jeg havde lige tabt 14 kg og så mega godt ud – men jeg var bare ikke glad,« fortæller Ditte Okman

»Derefter er '#tyndogrig' blevet til ironi og noget, folk tagger deres billeder med, når de har det skidt, mens det hele ser fedt ud på overfladen,« fortæller hun

Privat er Ditte Okman midt i en skilsmisse, hvor hun er ved at flytte til en ny lejlighed og lære dagligdagen som alenemor til to børn at kende.

Hun fortæller selv, at hun ikke frygter alenetiden væk fra børnene, men faktisk nyder sit eget selskab og ofte tager på ferie alene.

Skal hun finde en ny kæreste, skal det være én, der kan tackle, at Ditte faktisk godt kan lide at være sur og fortælle omverdenen, hvad hun mener om tingene.

Foto: Scanpix
Vis mere

»Det hele er blevet så tabubelagt. Kvinder skal have faste bryster, trutmund og helst være spraytannede og må ikke sige, hvad de mener. Men jeg skal da være ærlig at sige, at jeg selv er den største hykler.«

»Jeg kan sagtens finde på at have en mening om tingene og så selv gå hjem og gøre det helt modsatte,« siger Ditte Okman

I øvrigt mener hun, at piger ofte er ofre for en 'oldemormodel fra 1890', hvor piger skulle være artige og blev smidt op på deres værelser, hvis de var urimelige eller sure.

»Jeg vil lære mine børn, at de godt må være sure, og at det er okay at udtrykke deres følelser og være rasende. Jeg tror på, at på den måde bliver livet mere realistisk og ikke så fake.«

Foto: Scanpix
Vis mere

Siden 2014 har Ditte Okman været vært på radioprogrammet 'Det vi taler om', der blev sendt på Radio24syv, men nu er det slut.

»Jeg er selvfølgelig vildt ked af, at Radio24syv ikke fortsætter.«

»Siden det blev meldt ud, har jeg modtaget over 500 e-mail fra lyttere, der skriver til mig, at de synes, det er ærgerligt, for de elskede programmet. Det er jo bare vildt fedt.«

Men programmet fortsætter altså på bt.dk og kan senere downloades som podcast.

Når Ditte Okman ikke ser underholdningsprogrammer, elsker hun 'reality trash-tv', som hun selv kalder det.

Derudover elsker hun at se true crime-dokumentarer på Netflix eller HBO.

Skal hun lytte til podcast eller radio, hører hun 'Det næste kapitel' med Hassan Preisler eller 'Den korte radioavis' med satiriker Frederik Cilius Jørgensen alias Kirsten Birgit.

I videoen øverst kan du høre og se Ditte Okman give sin mening om de tre underholdningsprogrammer, hun følger med i lige nu.