Kendisrotten Heidi fra Leipzig Zoo er død kun tre et halvt år gammel. Den skeløjede pungrotte vil blive savnet af sine 300.000 fans på Facebook

Den skeløjede pungrotte Heidi fra Leipzig Zoo i Tyskland er død.

Det skriver Welt.de.

Heidi opnåede i sit korte liv ikke blot stjernestatus i Tyskland, men tog hele verden med storm. Den lille skeløjede pungrotte har over 300.000 fans på sin facebookside.

Nu har Heidi lukket sine øjne for altid, skriver Leipzig Zoo på Heidis facebookside. Den skeløjede pungrotte havde flere alderdomssymptomer, blandt andet gigt. Dyrepasserne i den zoologiske have forsøgte intensivt at behandle den lille pungrotte med medicin, men måtte i dag aflive hende for at skåne hende for smerter.

1696 fans har kommenteret Leipzig Zoos opslag om Heidis død på Facebook. Hvil i fred, R.I.P Heidi, det er sørgeligt, stakkels Heidi, sov godt, lyder det blandt andet fra Heidis mange fans på Facebook. Du kan skrive din egen afskedshilsen her

Heidi kom til Leipzig Zoo fra Odense Zoo. Oprindeligt kommer hun fra North Carolina i USA, hvor hun blev indleveret som ’hittebarn’ til et dyreinternat. Heidi var overvægtig og dyrepasserne i Leipzig Zoo mener, at det var derfor hun fik sine berømte skelende øjne. På trods af, at de tyske dyrepassere satte hende på en stram diæt, lykkedes det ikke at afhjælpe Heidis skelen.