Afslutningen på Matrix-trilogien er simpelthen kedelig. Til at begynde med så Wachowski-brødrene ud til at være filmverdenens pendanter til deres egen helt, Neo.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Supermænd, som kunne redde os fra kedelige gentagelser og formelfilm. Til syvende og sidst er de desværre endt som kloninger af agent Smith, slugt af et Hollywood med krav om kassesucces.Neo (Keanu Reeves) er den eneste, som kan redde menneskene i hård kamp mod maskinerne. Som en fremtids-Jesus får han brug for mirakler, for de kampklare maskiner kender ingen nåde.
Ambitiøs start
»The Matrix« fra 1999 var meget ambitiøs, med næsten profetiske kvaliteter på historiesiden og visuelle nybrud. Den var på alle måder genre-definerende som f.eks. »Blade Runner« var det i sin tid. Maj måneds fortsættelse, »Reloaded«, imponerede med fabelagtig action, der næsten formåede at skjule, at brødrene Wachowskis filosofiske tanker var skrumpet til at kunne ligge i en lomme.
Det gør ondt at konstatere, men afslutningen på trilogien er kedelig. De tre første kvarter er ren lommefilosofi, fremsagt med en højtidelighed på kanten af det selvparodiske. Selv da actionscenerne tager fat rundt regnet midtvejs, kører brødrene i tomgang.
Uspændende
At se myriader af nihalede angrebsorme blive skudt til plukfisk er lige så uspændende som at se en sidemand spille et tanketomt skydespil på computer. Hvor ironisk at netop »Matrix« skulle ende sådan, når budskabet er en advarsel mod ny teknologi.
Først mod slutningen, hvor agent Smith (Hugo Weaving) og Neo skal udkæmpe den afgørende kamp, bliver det tydeligt, at der stadig er visuelt guld at hente. Her er tænkt mere over, hvordan de visuelle løsninger skaber en stemning. Et kort øjeblik er magien tilbage, og man går knap så skuffet ud af biografen, som det en overgang ser ud til.
