(»Back In Business«. Premiere lørdag aften på Bellevue Teatret. Michael Carøe med kor og orkester, kapelmester: Jesper Sveidahl. Scenografi & Lysdesign: Jacob Bækmand (og Marianne Nilsson og Finn Jansen). Koreografisk assistance: Zita de Friis. Fejende flot tuxedo-show.)
It don't mean a thing, if it ain't got that swing«, synger Michael Carøe.
Michael Carøe er en entertainer af Sinatras nåde. Og en glimrende sanger med udpræget dry martini-klang, der klæder showet. Især i de stort anlagte numre. Ideen om at overføre den amerikanske showtradition til danske forhold vakte berettiget opsigt ved det første Dean Michael-show.
Faktisk har Carøe fundet sig en niche i dansk entertainment, som stort set er hans egen. »Back In Business« er stadig lyden af butterfly - showet starter med en Fred Astaire-hyldest.
Stilfuldt og gennemsyret af musikalitet og gode melodier. Det nye er en mere personlig, mere dansk vinkel, som gør at »Back In Business« er langt fra Las Vegas. Trods den åbenlyse inspiration fra neonhelvedet i den amerikanske ørken. Det er musik, sang og komik i samme slag. Både klassisk og råt.
Showets ramme er en gennemgang af Carøes forskellige mandlige forbilleder. Der er naturligvis Sinatra. En uheldig toiletgæst i Grækenland. Michael Laudrup. Og selvfølgelig James Bond. Selvfølgelig - for hvilke drenge i Carøes alder har ikke 007 som en »all time high?« Problemet er, at det virker uoriginalt. Bond-medleyet var også med i det første show.
Gentagelse af fortidens bedrifter er på godt og ondt hele essensen i Las Vegas entertainment-traditionen, men det danske showpublikum er forvænt med nyheder.
Noget helt andet er, at korsangerinden Stine Findsen stadig synger »Nobody Does It Better« så tindrende flot, at det kan undre, at hun »kun« medvirker i koret i årets Melodi Grand Prix. Showets anden halvdel er til gengæld helt ny og mere personlig.
Det er direkte velgørende at høre Preben Kaas' klassiske danske version af »Oh, Baby«, en latinversion af Tim Christensens »Love Is A Matter Of« med åbenbare internationale muligheder, det heftige Earth, Wind & Fire-medley - og først og fremmest en forrygende, men også selvironisk parodi på eyeQ-fænomenet - »Vi ka', hva' de ka'« synger fire bandmedlemmer. Det handler både om tidsånd og om at sælge ud.
Michael Carøe nærmest undskylder, at det er revyagtigt. Det er der sådan set ingen grund til. Måske kan revyerne lære noget. Og omvendt. I offentlighedens øjne har ordet ydmyghed vist aldrig klæbet sig til Michael Carøe.
Det er i tråd med Vegas-traditionen at fortælle om dengang, man blev kåret som Danmarks mest sexede mand - i skarp konkurrence med Ib Michael og Svend Auken! - samt at fortælle at man har haft musical-succes i »Evita«.
Men lytter man til nuancerne, hører man nærmere Carøe gøre grin med myten om ham selv, end han praler. Forudsætningen for al god komik er, at man investerer sig selv. Det gør Michael Carøe. Af og til så det bliver helt farligt:
Ham i eyeQ-parodien, der ender med at synge Sinatra. Hedder han Robbie Williams eller Michael Carøe? Carøes show ville ikke være noget uden det slet og ret fremragende, medlevende bigband.
Især den danske Hammond-konge Dan Hemmers pointerede og fyldige keyboardspil og rytmegruppen med trommeslageren Jesper Rytkov, det danske svar på Animal fra Muppet Show, i front. Det næstsidste nummer, Elvis' gamle hit »Burning Love« sparkede decideret så meget popo, at man forestillede sig tekopperne skælve faretruende i villaerne i Klampenborg.
»Back In Business« er fed musikalsk aften i byen. Et knaldhamrende flot, dansk tuxedo-show. Et velkomment bevis på, at Carøes idé om Vegas på Valby-engelsk holder. Man kunne ønske sig, at flere danske entertainere tog chancen, eller om man så må sige: Bragte sig selv på Bahnsen.
