Eminem var spået en stor Grammy-fest, men endte som den store taber. Canadiske Arcade Fire kom fra baghjul.

Rapstjernen Eminem var nomineret til hele 10 Grammy-statuetter, men endte som den store taber, da den amerikanske musikpris søndag blev uddelt i Los Angeles' Staples Center.

Gang på gang måtte Eminem pænt blive siddende, mens navne som Lady Gaga og Jay-Z gik på scenen og modtog stående klapsalver. Det endte med sølle to statuetter inden for rapkategorien til 38-årige Eminem, der ellers står bag det bedst sælgende album i USA i 2010.

Prisen for årets album gik nemlig højst overraskende til canadiske Arcade Fire for "The Surburbs". Rockbandet fra Montreal var selv så overrasket over prisen, at bandet gav en improviseret optræden til at lukke Grammy-showet.

Countrygruppen Lady Antebellum blev årets topscorer med hele fem Grammy-statuetter, mens Lady Gaga og Jay-Z fulgte efter med hver tre priser.

Den 24-årige Lady Gaga stjal endnu engang billedet, da hun ankom til showet inden i et stort æg båret af fire muskuløse mænd. Tidligere har hun optrådt i en kjole lavet af råt kød.

Danske Oh No Ono var nomineret til en Grammy i den lille kategori "bedste album cover", men måtte gå tomhændet hjem.

/ritzau/