Republikanerne i USA er klar til at hæve loftet for den amerikanske statsgæld trods strammerretorik.

Republikanerne brugte torsdag til politiske demonstrationer ved at læse op af den amerikanske forfatning i Repræsentanternes Hus. Det skulle tirre Demokrater, som de beskylder for at forbryde sig mod landets grundlæggende love.

Men trods paroler om en strammere økonomisk styring i Kongressen, måtte Republikanerne allerede på anden arbejdsdag i 2011 indrømme, at loftet for den amerikanske statsgæld skal hæves.

Finansminister Timothy Geithner har presset politikerne til at hæve gældsloftet til 14,3 trillioner. Baggrunden er, at han vil undgå en ny finanskrise, som kunne opstå, hvis USA er forhindret i at låne penge i udlandet.

- Er det nødvendigt at hæve gældsloftet? Ja, siger republikaneren Paul Ryan, der er formand for budgetkomitéen i Repræsentanternes Hus.

Nyvalgte republikanske kongresmedlemmer fra den såkaldte Tea Party-bevægelse har ellers undsagt yderligere forøgelser af USAs' statsgæld, som er på 14 trillioner dollar.

Ryan forlanger dog, at USA skærer i udgifterne i 2012. Det amerikanske forsvarsministerium vil blive pålagt store besparelser til en værdi af 78 milliarder dollar. Det sker for at for at begrænse det ekstremt høje budgetunderskud i forsvaret.

Besparelserne medfører blandt andet, at antallet af amerikanske soldater skal reduceres med 47.000 mand fra 2015.

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, siger, at det kræver besparelser andre steder, hvis gældsloftet løftes.

- Det amerikanske folk vil ikke finde sig i sådan forøgelse, hvis ikke det kobles med meningsfuld handling fra præsidenten og Kongressen, som kan mindske udgifterne, siger han.

/ritzau/Reuters