Dødelig eksplosion på politiskole i Spanien skyldes en menneskelig fejl og ikke et terrorangreb, forsikrer spansk politi.

En politimand er dræbt og seks andre kvæstet ved en eksplosion på en skole for bomberyddere i byen Valdemoro i det centrale Spanien. Det oplyser politiet.

Eksplosionen fandt sted i et kælderlokale, hvor der opbevares sprængstoffer og gennemføres træning i demontering af bomber, oplyser en talsmand for politiet.

Ifølge talsmanden skete eksplosionen som følge af en "håndteringsfejl". Politiet udelukker helt og aldeles, at eksplosionen skyldes et terrorangreb.

Politiskoler og militærkaserner i Spanien har tidligere været mål for angreb foretaget af den baskiske separatistbevægelse ETA.

/ritzau/AFP