Hvis tyverialarmerne ringede på Bramall Lane, så var det ikke fordi Sheffield United ligefrem stjal pokal-sejren fra Manchester City.

Derimod blev City-spillernes besøg bittert på flere fronter end den rent sportslige, for udover et pikerende pokal-farvel i FA Cupens fjerde runde, fik de frastjålet adskillige værdigenstande som dyre luksus-ure, moderigtige mobiltelefoner og en pæn bunke kolde kontanter.

Fra omklædningsrummet på stadion. Mens Manchester City-spillerne optrådte relativt få meter væk; ude på plænen.

Da tyveriet gik op for Citys millionær-spillere efter kampen, blev South Yorkshire-politiet straks tilkaldt til det usædvanligt frække rapseri.

- Mange af spillerne og medlemmer af ”the backroom staff” (trænere, ledere, fys’ser osv., red.) har under kampen fået stjålet genstande og penge, der i alt har en værdi på mange tusinde pund, fortæller Paul Tyrell, talsmand for de flove værter, Sheffield United.

- Vi undersøger nu sagen. Vi har taget rapporter på syv individer, der har fået frastjålet genstande af stor værdi sammen med cirka 2.000 Pund (20.000 kr. red.) i kontanter, siger en politi-talsmand ifølge Daily Mirror.

Det er endnu ikke oplyst, om danske Kasper Schmeichel – der sad på bænken i pokalkampen - var blandt tyveri-ofrene.