Et gys går i disse dage gennem det britiske kongehus. En af prins Andrews venner, den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, blev i 2008 dømt som sexforbryder. Nu viser det sig, at prinsen har været i selskab med Epsteins piger.

Den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein fik 18 måneders fængsel for at have sexmisbrugt en række yngre kvinder - nogle endnu ikke myndige - tilbage i 2008. Epstein har siden skulle registrere sig i den amerikanske sexforbryder-database.

Lejet ud til prominente mænd
Men nu træder en af Epsteins 'personlige massagepiger' frem og fortæller, hvordan hun blev lejet ud til flere prominente mænd, hvor meningen var at hun skulle underholde, massere og tilfredsstille dem. Flere af dem er, ifølge hende og det amerikanske bureau FBI, kendte politikere, videnskabsmænd, forretningsmænd og royale.

En af sexforbryderens venner er den britiske prins Andrew, som også har været i selskab med en af Epsteins piger.

Mor til tre i dag - sexslave dengang
Hun har nemlig været ude og berette om sin tid hos Epstein. I dag er pigen - som hedder Virginia Roberts - gift og mor til tre, men i slutningen af 1990'erne var hun en forvirret teenager, som var blevet misbrugt, havde boet på gaden og solgt sex for mad. Med andre ord: et let offer.

Hun blev af omveje milliardæren Jeffrey Epsteins personlige massør. Massage betød i hans verden sex, hvilket den også kom til i hendes. I en længere årrække servicerede hun ikke bare ham, men også en lang række af hans prominente venner, fortæller hun i et interview med Daily Mail.

Hun skulle også underholde den britiske prins. Dog ikke med sex, men bare selskab. Hun mødte ham flere gange, og under en anden anledning berørte han hendes bryst, mens han grinede.

Virginia Roberts fastslår, at hun aldrig havde sex eller skulle tilfredsstille prinsen. Men alene det at prins Andrew var - og så sent som i december 2010 - i selskab med sexforbryderen Epstein, kan kulminere i en ny britisk kongehusskandale.

Læs interviewet med sex-massøren her.