Gravide prinsesse Marie uddelte Bella Nordic Jewellery Award ved Copenhagen Jewellery Fair i København

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Diamonds are a girl's best friend, lød celluloid-dronningen Marilyn Monroes postulat engang i 1950'erne.
Men spørger man prinsessen af Schakenborg, hvem der er hendes bedste ven blandt juvelerens glimtende gods, er svaret mindre skråsikkert:

- Der er så mange, at det er svært at vælge, sagde Marie, da bt.dk mødte prinsessen til Copenhagen Jewellery Fair og Bella Jewellery Award i Bella Center i København. Fagmessen, der for andet år i træk nyder godt af det skær, deres kronjuvel og protektor, prinsesse Marie kaster over arrangementet.

Gravid Marie splitbillede


Prinsessens deltagelse ved messen var tredje arbejdsdag i streg for den travle protektor, der ikke kan beskyldes for at komme sovende til apanagen i disse dage. I går deltog Marie således ved madfestivalen Copenhagen Cooking, og i forgårs gæstede den gravide prinsesse Tønder Festival.

Alligevel var der ingen tegn på træthed hos den 35-årige, vordende andengangs mor. Prinsessen, der er sat til at nedkomme ultimo januar 2012, struttede af frugtbarhed, smil, og oprigtig interesse, imens hun besøgte messens forskellige udstillere. Iført en klassisk sort shift-kjole, glimtende øreringe, og sorte stiletter med plateau (der var ved at gå op i limingen...), inspicerede hun varerne hos bl.a guldsmeden Ghita Ring og nationalklenodiet Georg Jensen.

Den kommende royale rolling gjorde sig kun bemærket som en lille bule på Maries slanke silhuet. Og enhver gisning om, at prinsessen egentlig hellere ville have tilbragt søndagen på Schakenborg, iført housecoat, og med et glas syltede agurker indenfor rækkevidde, blev hurtigt gjort til skamme.

- Jamen, det er jo altid interessant!, sagde prinsessen, da bt.dk spurgte om hun ikke var udmattet ovenpå tre lange arbejdsdage.

- Jeg bliver altid inspireret, og synes at alle smykkerne er interessante, lød det fra smykkebranchens protektor, som overrakte 1. pladsen i Bella Nordic Jewellery Award, og en check på 50.000 kroner til det unge talent Charlotte Christina Larsen.