Der var klapsalver i lange baner, da Dronning Margrethe og kunstneren Bjørn Nørgaard i februar kunne præsentere en model af regentparrets gravmæle i Sankt Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke.

Nu viser det sig så bare, at der allerede er en grav i Sankt Birgittes Kapel, nemlig biskop Oluf Mortensens.

Det skriver Ekstra Bladet i dag.

Det bekræfter administrationschef i Roskilde Domkirke, Uffe Nielsen.

- Er det ikke usædvanligt at flytte grave?

- Jeg har været her i ti år, og jeg har aldrig oplevet det før. Men altså, sådan som jeg har forstået det, er det ikke noget problem eller brud på etiketten, siger Uffe Nielsen.

Placeringen af Dronning Margrethes gravmæle i Sankt Birgittes Kapel er besluttet af Roskilde Domkirkes menighedsråd med formand Lis M. Frederiksen i spidsen. Den tidligere tv-vært var fra 2004 til 2007 informationschef i Kongehuset.

- Hvad skal der nu ske med biskop Oluf Mortensens grav?

- Grav? Der er ikke nogen grav, der er kun nogle sten. Altså, Roskilde Domkirke har en så lang historie, at jeg ikke lige kan den på fingerspidserne, men der er ikke nogen grav, siger Lis M. Frederiksen til Ekstra Bladet.

Det er Ebbe Nyborg, redaktør på bogværket 'Danske Kirker' og ansat på Nationalmuseet, til gengæld ganske overbevist om:

- Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med 100 procents sikkerhed, for det ville kræve, at jeg begyndte at grave. Men der burde være en grav, og netop når der skal være en kongelig grav, er der en særlig forpligtelse til ikke at skænde et eksisterende gravsted. Der bør være renhed omkring det, siger Ebbe Nyborg, der understreger, at han udtaler sig som privatperson og ikke som ansat i Nationalmuseet.

Biskop Oluf Mortensen var manden, der efter Roskilde Domkirkes brand i 1443 genopbyggede kirken. Senere opførte han Sankt Birgittes Kapel, hvor han selv meget passende blev begravet, da han døde i 1485. Men nu må han altså pænt flytte sig, fordi han ligger i vejen for Dronning Margrethe og Prins Henriks kommende endestation.