I juni smed en aktivist i vrede over Saudi-Arabien et navneskilt i en wc-kumme og fotograferede det. Det kan nu forsinke de internationale klimaforhandlinger.

Et saudiarabisk navneskilt i en toiletkumme kan komme til at dominere dagsordenen, når tusinder af delegerede fra alle verdens lande mødes til en ny runde vigtige klimaforhandlinger i Bonn i den kommende uge.

Det frygter WWF Verdensnaturfondens danske klimachef, John Nordbo.

Det saudiarabiske landeskilt fra plenarsalen blev i en spontan aktion smidt i wc-kummen under FN's seneste klimamøde i Bonn i begyndelsen af juni. Gerningsmanden fotograferede hændelsen og lagde et billede af skiltet i toilettet ud på nettet.

Saudiaraberne blev rasende og fik suspenderet klimamødet en halv eftermiddag. Det er siden blevet afsløret, at en britisk WWF-medarbejder stod bag aktionen, som han fik idéen til sammen med et medlem af staben hos nødhjælpsorganisationen Oxfam.

Både WWF International og Oxfam har nu offentligt undskyldt hændelsen og taget skarpt afstand fra den. WWF-medarbejderen er bortvist.

- Det var en uacceptabel handling. Vi har aldrig planlagt den slags, og det er ikke et redskab, vi anvender i vores politiske arbejde, siger John Nordbo.

Årsagen til vreden mod Saudi-Arabien var, at landets forhandlere havde blokeret et ønske fra over 40 truede østater om at få et resume af den nyeste videnskabelige viden om, hvor meget verdenshavene ventes at stige i dette århundrede.

Saudi-Arabien er verdens største olieeksportør og kendt for sin modstand mod indgreb, der skal begrænse CO2-udslippet.

Den kommende uges klimamøde i Bonn er næstsidste forhandlingsrunde, inden verdens lande mødes til ministerkonferencen COP16 i Mexico i december.

John Nordbo tror, at saudiaraberne trods undskyldningen vil forfølge sagen yderligere, så klimaforhandlingerne trækkes i langdrag.

- Jeg er bange for, at denne sag igen kommer til at fylde en del i Bonn, siger han.

/ritzau/