Den radikale gruppenæstformand Rasmus Helveg Petersen opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at trække sig som formand for den grønne tænketank Global Green Growth Institute, GGGI.

- Tidspunktet er kommet, hvor han bør trække sig fra GGGI. Det afgørende for mig er, at han i forbindelse med regeringens klimaplan siger præcis det modsatte af det han siger, når han er ude med GGGI. Dér siger han, at grøn omstilling skaber vækst og kapital. Herhjemme ønsker han ikke at Danmark skal gå i front med grøn omstilling. Det gør ham utroværdig, siger Rasmus Helveg Petersen.

- For det andet vil han ikke fremlægge sine rejsebilag. De to ting i sammenhæng gør, at jeg mener at han bør trække sig fra formandsposten, siger han.

Socialdemokraterne mener også, Lars Løkke skal overveje sin situation:

- Hvis Lars Løkke ikke lægger bilagene frem, så mener jeg, han skal overveje om han kan blive som formand for GGGI, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Danmark prædiker jo åbenhed og gennemsigtighed i alle internationale sammenhænge. Og så synes jeg da at han må overveje, om han er den rette repræsentant, når han ikke vil komme frem med bilagene, siger hun.
 
Sagen startede, da Ekstra Bladet i sidste uge afslørede, at Løkke havde rejst for et millionbeløb i egenskab af formand for GGGI. 13 af flyrejserne foregik på den ekstremt dyre 1. klasse, der normalt koster det dobbelte af businessclass.

Søndag udsendte Løkke et brev til Venstres 43.000 medlemmer, hvor han beklagede 'en stribe af pressesager knyttet til mig, som har bragt Venstre i modvind.'

Enhedslisten, regeringspartierne og Dansk Folkeparti har opfordret Løkke til at lægge sine rejsebilag frem. Ifølge Venstres udenrigsordfører Søren Pind kan det ikke lade sig gøre af politiske hensyn overfor GGGI's øvrige medlemslande.