Regeringen skal holde fast i skattepakkens lettelser af topskatten, lyder opfordringen fra Dansk Industri.

Dansk Industri opfordrer regeringen til at stå fast i opgøret om mellem- og topskatten i den skattepakke, der i disse dage forhandles under stort hemmelighedskræmmeri i Finansministeriet. Dansk Folkeparti vil af med topskattelettelserne, men det er "umådeligt vigtigt", at regeringen står fast, mener vicedirektør i Dansk Industri Tine Roed.

- Den bedste måde at få et øget arbejdsudbud er simpelthen ved at fjerne mellem- og topskatten. Det viser alle undersøgelser, og derfor kan man ikke komme uden om, at hvis man ønsker at skabe det bedste grundlag for vækst og velstand, så er man nødt til at give medarbejderne et incitament til at arbejde mere eller komme til landet eller uddanne sig hurtigere. Så der kan ikke efter vores opfattelse herske megen tvivl om, at det er umådeligt vigtigt, at regeringen holder fast i mellem- og topskattelettelser, siger hun.

/ritzau/