EU: Europa-Parlamentet skal onsdag stemme om en godkendelse af det samlede kommissærhold, så kommissionen under ledelse af den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, kan indlede arbejdet 1. november.

Men når stemmerne skal afgives for at se, hvor stor tilslutningen er til Junckers kommission, bliver det med klare nej-stemmer fra Dansk Folkepartis fire medlemmer. Det siger Morten Messerschmidt (DF) til TV 2 News tirsdag aften.

»Juncker har allerede sagt, hvad der er hans program. Det er blandt andet mere magt til EU, og det harmonerer meget dårligt med det resultat, som vælgerne gav i maj,« siger Morten Messerschmidt til TV 2 News.

Tilbage i juli stemte europaparlamentarikeren nej til Jean-Claude Juncker, fordi han ikke efter Messerschmidts mening var den rette til at favne den EU-skepsis, som viste sig ved europaparlamentsvalget i maj.

Også SFs medlem af EU-Parlamentet, Margrete Auken (SF), agter at stemme nej til kommissionen.

Afstemningen finder sted onsdag klokken 12.00.

BNB