EU-kommissær Connie Hedegaard opfordrer de EU-positive partier på Christiansborg til at holde indenrigspolitik ude af drøftelserne om EUs nye skridt.

Mens EUs stats- og regeringschefer i dag tager fat på at forme helt nye spilleregler for banker og for eurolandenes offentlige kasser, opfordrer Danmarks EU-kommissær, Connie Hedegaard, de EU-positive partier i det danske Folketing til borgfred om processen.

Opfordringen går på at hæve de kommende måneders drøftelser om de vidtgående forslag til bankunion, finansunion og en politisk union over de daglige uenigheder og arbejde hurtigt og præcist med de udspil, der kommer i den kommende tid.

- Jeg tror, at det er vigtigt at holde indenrigspolitik ude af det her. For det er alvorlige og dybt vanskelige snit, der skal lægges, og svære beslutninger, der skal træffes, siger Connie Hedegaard.

På et pressemøde i Bruxelles i går slog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast, at unionstankerne bliver centrale diskussioner i alle EU-landes nationale parlamenter, herunder også i Danmark.

- Det her er spørgsmål, der vedrører nationale beslutninger, der er stærkt politiske. Jeg opfordrer ikke til borgfred, men vi vil tage grundige diskussioner med ja-partierne. Det gjorde vi så sent som tirsdag aften i Statsministeriet, og det vil vi fortsætte med at gøre, fordi det er meget nyttigt at have den slags diskussioner, siger hun.

Unionsdiskussionerne har allerede udløst drilleri på Christiansborg. I en kronik i Berlingske i går drillede Venstres Lykke Friis og Søren Pind Thorning-regeringen:

»Det kan godt være, at regeringen hverken vil stemme om euroen eller de øvrige undtagelser foreløbig og midt i en indenrigspolitisk krisesituation generelt ikke magter at præge Europas egentlige dagsorden. Men det mindste, man kunne forvente, er, at regeringen i hvert fald forklarer vælgerne, hvad der står på spil,« lød kritikken.

Både hos Socialdemokraterne og Venstre er der en erkendelse af, at Danmark kan blive stillet over for et meget afgørende valg, når det kommer til en finansunion. Men begge partiers EU-ordførere afviser, at der er behov for en borgfred blandt ja-partierne, som Connie Hedegaard opfordrer til.

- Connie Hedegaard har ret i, at vi ikke har brug for, at der går indenrigspolitisk fnidder i det her. Men vi skal ikke fratage ja-partierne muligheden for at diskutere det. Det, der er behov for, er en konstruktiv og afventende debat, ikke en eller anden form for kunstig enighed eller borgfred, siger Jens Joel, europaordfører for Socialdemokraterne. Han påpeger, at planerne om en finansunion indtil videre er meget ukonkrete, og at det derfor er vigtigt, at ingen partier konkluderer ud fra deres holdninger for tidligt og maler sig selv op i et hjørne. Det er Venstres Lykke Friis enig i.

- Når der ikke er krig på et område, og der er en god dialog mellem ja-partierne, vil det være lidt kunstigt pludselig at deklarere, at nu skal der være en eller anden exceptionel borgfred, siger Lykke Friis, EU-ordfører for Venstre.

Hun mener, at EU er en forlængelse af indenrigspolitik, og derfor må gnidningerne og brydningerne også gerne være de samme som på hjemmebane.

- Det, der nogle gange har lagt en dæmper på det folkelige engagement omkring EU, det er, hvis ja-siden bare har stået som en stor masse og været enige om det hele. Det er fint, hvis der er forskellige ja’er, siger Lykke Friis.

Connie Hedegaard understreger, at den danske diskussion om EU i virkeligheden er enkel:

- Når man skræller alt andet fra, så handler det her om Danmarks placering i Europa og Danmarks placering i verden. Der er behov for en strategisk diskussion mellem de danske EU-positive partier om, hvad man vil med, og hvordan man håndterer, EU. Om vi kan lide det eller ej i Danmark, så står det klart, at en lang række EU-lande ikke venter på de sidste; der bliver ikke ventet på os.

Connie Hedegaard understreger, at EU-topmødet og de kommende måneders forhandlinger er en særlig udfordring for de lande, der ikke er medlem af euroen.

- Det gælder i særlig grad for Danmark og Storbritannien, som decideret har et forbehold over for euroen.

EU-kommissæren pointerer, at topmødet i dag og i morgen er et startpunkt.

- Alle ved, at alt ikke kan klares på et enkelt topmøde – det er problemerne alt for komplekse til. Der er ting, der skal beskrives og diskuteres langt mere i dybden, før de endelige beslutninger kan træffes. Men på topmødet skal man beslutte en retning, for presset på de enkelte lande er jo ikke blevet mindre i de seneste uger.

Spørgsmål: Så et nulresultat vil være en fiasko?

- Det vil ikke ske – det, vil Europas ledere ikke tillade, sker.