Måske overdrev Obama sin valgsejr for to år siden – og troede, at han havde fået mandat til store forandringer. Valgresultatet viser, at vælgerne i den grad vil have justeret kursen.

WASHINGTON: Nattens valgresultat er en syngende lussing til Barack O    bama – for vælgernes dramatiske jordskredsvalg, som gav Republikanerne store sejre, var en klokkeklar afvisning af præsidentens politik. For to år siden vandt Demokraterne rub og stub – Det Hvide Hus, Repræsentanternes Hus og Senatet. Obama lovede spektakulært at skaffe job til alle, sundhed til alle, at afslutte krigene, og at standse den globale opvarmning. Det var unægtelig store ord – og ingen af delene er blevet opfyldt. Manden, der lovede forandringer, er nu sendt til tælling. Den kyniske kurs, som Republikanerne har anlagt de seneste to år – nemlig at sige nej til alt, som Obama er kommet med – har virket. De fik valgsejren. Obama er imidlertid selv medskyldig – for det står klart, at vælgerne ikke opfatter den politiske kurs, som han har anlagt, som den rigtige. Ledigheden er fortsat for stor. Økonomien fortsat for svag. Fra nu af – eller retter fra januar næste år, når den nye kongres samles – er Obama tvunget til at navigere efter en ny kurs: For det første må han overveje at ændre sin økonomiske politik. Det er svært at forestille sig, at han kan få nogen form for ny vækstpakke igennem Kongressen. Tværtimod må han formentlig indstille sig på at fremsætte en plan for, hvordan han hurtigere end hidtil vil nå frem til et statsbudget, hvor udgifter og indtægter hænger sammen. For det andet må han finde en måde at samarbejde med sine modstandere på. Da Bill Clinton i 1994 stod i samme situation valgte han på en og samme tid både at forhandle med Republikanerne og gå direkte i struben på dem. Den taktik endte med at udmanøvrere det republikanske oprør, så Clinton kunne cruise igennem sit genvalg. Republikanerne skal også finde deres egne ben efter sejren. Partiet har selvfølgelig også lært af lektien fra 1994 – ikke mindst fordi John Boehner, den kommende leder af Repræsentanternes Hus, selv var en del af det republikanske lederskab dengang. I dag ser det ud til, at partiet vil gøre alt, hvad det kan for med en laserstråles præcision at fokusere udelukkende og intenst på at skaffe arbejdspladser. Det ventes, at Obama allerede i løbet af onsdagen vil holde en tale, hvor han fremlæger sin analyse af valgnederlaget. Her vil vi få de første fingerpeg om retningen. Det mest spændende bliver selvfølgelig, om præsidenten vælger en regeringsrokade. Det gjorde George W. Bush, da han tabte sit andet midtvejsvalg i 2006 og fyrede sin upopulære forsvarsminister Donald Rumsfeld. Hvis Obama skulle gøre noget lige så drastisk, ville den bedste luns, han kunne kaste ud for løverne, være finansminister Timothy Geithner.