eSporten i Danmark har længe kæmpet for at blive anerkendt som en sportsgren, men det har Danmarks Idrætsforbund indtil videre nægtet. Nu har politikerne på Christiansborg dog givet grønt lys. BT kan nemlig afsløre, at Kulturministeret uddeler halvanden million kroner til den danske eSportsforening eSport Danmark fra ministeriet tipsmidler - for første gang nogensinde.

Det glæder især kulturordfører for Socialdemokratiet, Mogens Jensen, der længe har kæmpet for eSporten. Han ser det her som en anerkendelse af eSporten som sportsgren, og som en appel til Danmarks Idrætsforbund, (DIF), om, at de skal optage eSport i deres forbund og dermed give tipsmidler til eSportsforeningen.

»Jeg har kæmpet for det her - sammen med bl.a. Naser Khader og Britt Bager, (kulturordfører i Konservative og Venstre, red.) - siden 2008. Det her giver den danske eSports-forening en unik mulighed for at styrke aktiviteter rundt om i landet og give medlemmer en rådgivining i at være eSportsspiller og være ung på samme tid,« siger Mogens Jensen og fortsætter:

»Nu bør DIF anerkende eSporten som sport og som forening. Det, håber jeg, at de gør,« siger han.

Pengene kommer fra en pulje på 99,4 millioner kroner, der hedder idrætsaktstykket, som Kulturministeriet sammen med Folketingets Finansudvalg uddeler årligt.

De 1,5 millioner kroner, som ryger til eSport Danmark, vil bliver uddelt over en tre-årig periode med 0,75 mio. kr. i 2017, 0,5 mio. kr. i 2018 og 0,25 mio. kr. i 2019.

Ifølge Videnskab.dk dyrker over 300.000 danskere eSport til dagligt, dvs. at de spiller computerspil på konkurrenceplan.

Hos paraplyorganisationen, eSport Danmark, der samler alle eSportsforeninger i Danmark, vækker pengene enorm begejstring. De mange ressourcer bliver en enorm støtte og kan blive skubbet, der skal få eSportens foreningsliv til at eksplodere i Danmark.

Det siger formand for eSport Danmark, Thomas Koed, da BT breakede nyheden for ham.

»Jeg er helt uden ord. Det er fantastisk! Det giver os muligheden for at sørge for at hjælpe foreninger med at blive etableret rundt om i landet. Det kan godt være, at vi kun er 10 foreninger i dag, men der står 200 foreninger og banker på for at være en del af eSporten,« siger en begejstret formand og fortsætter:

»Jeg håber så bare, at vi kan fortsætte den konstruktive dialog, vi allerede har med DIF, så vi på sigt kan blive optaget som idrætsgren. DIF mister jo mange medlemmer pt., så de skal gribe den her mulighed for at fastholde medlemmer i foreninger, og give unge mennesker muligheden for at dyrke eSport ved siden af andre sportsgrene. Der ligger jo også en stor økonomi i det her for DIF, i alle de kontigenter, der kan komme fra de mange eSports-spillere,« siger Thomas Koed.

eSport Danmark skal sammen med andre specialforbund mødes med Danmarks Idrætsforbund 1. juni for at tale sammen om, hvordan mulighederne er for en optagelse og for at skabe en fremtidig dialog.

I weekenden bragte BT et interview med August 'Agge' Rosenmeier, der er tidligere verdensmester i FIFA. Her revsede han Danmark for ikke at anerkende eSport som sportsgren og spurgte kritisk ind til, hvordan petanque og billiard kan være accepteret som sportsgren af DIF, når eSport ikke er.

I morgendagens avis kan du læse et interview med formand for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, om hvor langt DIF er fra at anerkende eSport som en idræt. Ifølge Niels Nygaard har der nemlig indtil videre været en række punkter som bl.a. fysisk bevægelse og medlemsantal, der ikke er opfyldt i eSport.