Dopingdømt inviteret til Weltklasse på bekostning af Morten Jensen

Arrangørerne af verdens største og mest prestigefulde éndagsstævne i atletik, Weltklasse Zürich, tager en fusker med i længdespring i Diamond League-gallaen på torsdag på bekostning af Morten Jensen.

Schweizerne har inviteret senegaleseren Ndiss Kaba Badji, som har været udelukket i to år for doping og ikke har scoret et eneste point i Diamond League-serien, hvor Morten Jensen efter andenpladsen i lørdags i London ligger nr. 4.

Signalet, Weltklasse-arrangørerne udsender, har vakt undren. '

- Udmeldingerne om, at man i kampen for en ren idræt ikke vil invitere tidligere dopingdømte atleter, har man åbenbart ikke formået at overholde, siger Dansk Atletik Forbunds direktør, Jacob Larsen, til sporten.dk

Morten Jensen lægger ikke skjul på sin skuffelse over, at han ikke figurerer på startlisten i Zürich.

- Jeg havde håbet på min chance, og det er da også underligt, at man ikke har taget de springere med, som har point, siger han.

Morten Jensen har fået besked om, at han er reserve, men tror ikke på, at der kommer afbud. I stedet forbereder han sig til den finske Grand Prix-finale på lørdag.