Få udenlandske forskere kommer til Danmark. Til gengæld udvandrer mange af de danske. Regeringen får hug for ikke at gøre nok for at tiltrække de kloge hoveder.

Universiteter og industrivirksomheder giver dumpekarakter til regeringens indsats for at tiltrække udenlandske topforskere. Selvom den såkaldte forskerordning lokker udenlandske forskere med en skattesats på 25 procent de første tre år, så kom kun tre ph.d.-forskere til Danmark i 2006. Det skriver Ingeniøren.

- Tallene fortæller, at der foregår et reelt brain drain fra det danske samfund i øjeblikket, siger Tine Roed, vicedirektør i Dansk Industri til Ingeniøren. Sidste år steg antallet af tilknyttede topforskere med ph.d.-grad med blot tre personer. Det viser nye tal, som Skat har lavet til Ingeniøren. Til gengæld udvandrer ca. 130 danske forskere med en ph.d.-grad (hovedsageligt inden for naturvidenskab og teknik) hvert år.

Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft mener, at vi risikerer at tabe den globale kamp om de klogeste hoveder.

- I Danmark tror vi fejlagtigt, at vi er så attraktive, at forskerne kommer af sig selv, siger han.

/ritzau/